⭐⭐⭐
Indestængt harme, og stilren akademisk selvtægt.
Den ustoppelige iscenesætter Ulla Koppel har med DAGNY SER RØDT skrevet endnu en tekst der sparker røv, for nu at bruge et udtryk fra det forrige århundrede. For monologen, som Tine Petersson leverer stilrent og koncentreret, er en frigørelse af harme over verdens tilstand, ikke mindst i forhold til FN’s Verdenserklæring om Menneskerettigheder fra 1948.
Tine Petterson, der også tidligere har givet Ulla Koppels intense tekster liv på scenen, vokser i løbet af forestillingen, hvor hun starter med at høre formaninger fra sin mormor, og siden render ind i virkeligheden som den er, men som den bestemt ikke burde være. Og udviklingen klæder hende.
I 70’erne var der en film med Charles Bronson der hed En Mand Ser Rødt, hvor Bronson ikke kunne forlige sig med verden, og derfor tyede til selvtægt i den helt store stil. Ulla Koppels tekst har heller ikke noget godt at sige om verden af i dag, og i den røde scenografi var det svært ikke at tænke på, hvornår der mon kommer en reaktion a lá Charles Bronsons.
Men Ulla Koppel har ikke den samme tilgang til verdens uretfærdigheder, som Brian Garfields 70’er selvtægts-manuskript, og selv om man flere gange i forestillingen tænker om kvinden på scenen ikke snart eksploderer, så er det snarere en konstatering og refleksion vi er vidner til.
Verdens Mindste Teater leverer en stilren lussing og koncentreret samfundskritik på Salonens kælderscene, hvor man med Tine Petersson i DAGNY SER RØDT får vendt verden 360 grader, og desværre må konstatere, at artikel 3 i FN’s Verdenserklæring om Menneskerettigheder – ’Enhver har ret til liv, frihed og personlig sikkerhed’ – stadig ikke holder.
Medvirkende: Tine Petersson
Manus/ scenografi / instruktion: Ulla Koppel
Værksted: Søren Brink
Administration: Annemette Albrectsen / Salonen
Støttet af: Østerbro Lokaludvalg
Foto: Katinka Klinge Albrectsen