CPH STAGE GOES CLASSIC
Skønt at se Cph Stage tilbage til rødderne, med betonklodser og håndmalede skilte, med megafoner og hotdogs, og ikke mindst – med eksperimentalteater og et internationalt touch af verden omkring os.
Efter en nyklippet Morten Krogh havde budt os velkommen på Halmtorvet, og kulturborgmester Niko Grünfeld officielt havde åbnet festivalen, var det som at sætte indespærrede køer på græs for første gang. Branchefolk, festivalgæster og pressen myldrede kåde rundt i solen, snakken gik lystigt, og den kolde rosé gjorde sit arbejde.
Den første kø blev hurtigt dannet ved Warehouse9, hvor FK Alexander og hendes Noise baggrundstæppe sørgede for den første overraskelse. I en én-til-én performance ’(I Could Go On Singing) Over The Rainbow’ gik FK Alexander lige i hjertet med hendes pågående fortolkning af Judy Garlands klassiker Over the Rainbow, og afsluttede med festivalens første knaldrøde læbestiftkys. Flot og intim performance med støj-mur der skabte rummet.
SUDDENLY I FORGOT, I DON’T REMEMBER
Og kysset sad der stadig, da vi hastede videre til 2. del af åbnings-trilogien, RIDING ON A CLOUD af Rabih Mroué på Sort/Hvid. RIDING ON A CLOUD er en fortælling om en kugle i hovedet og en skade, om et liv, og om en mand og et samfund, hvor karakteren Yasser er spillet af Yasser selv. Rørende performance fra Libanon.
Ud i solen igen, hvor Cph Stage havde sørget for de lækreste hotdogs og sval Mikkeler til folket.
Og så ellers straks videre til Husets Teater, hvor Jens Albinus havde WIR WOLLEN PLANKTON SEIN fra Schauspiel Köln på plakaten. Han startede med en lille talk med skuespiller Melanie Kretschmann fra Schauspiel Köln, og i løbet af snakken om teatervilkår og økologiske taghaver, var det er tydeligt at se hvor godt Albinus har det med det tyske teater.
Es gibt kein hässlicher Ort als unser Bühne. WIR WOLLEN PLANKTON SEIN er totalt meta teater fra Kölln – tysk teater i en nøddeskal. Fremragende skuespillere der kikker indad. Tanke teater. Ord teater. EIN TREIBHAUS DER NEUROSEN.
Cph Stage er i gang!!
fotos: Joe Namy, Thomas Garvie og Casper Koeller / Sceneblog