⭐⭐⭐⭐
“The piece has to declare it’s love for the audience”
Sådan lyder en af dogmereglerne i Tim Matiakis og Corpus’ omfattende regelsæt, som de har lagt ud som kunstnerisk benspænd for to koreografer. I september var det Tilman O’Donnell der med DOGMA #1 – ON THE ONE HAND var den første der kæmpede med spændetrøjen, og her på Sceneblog var vi ikke begejstrede. Nærmest skuffede.
Men nu, i CORPUS DOGMA #2 – ON THE OTHER HAND, er det koreografen Tina Tarpgaard der har taget handsken op, og i Tarpgaards koreografi fornemmer jeg en betydeligt større sammenhæng i forløbet og et væsentligt tættere bånd mellem dansere og publikum. Og da aftenens performance lægger fra land med Hazuki Kojima, der ikke bare holder sin microport fast mod hjertet som hånden på en bibel i retten, men også går hele rækken af publikummer rundt og kigger os dybt i øjnene, mens lyden af hendes hjerte poetisk fylder rummet med små sarte hjerteslag, så er dogmeregel nr 2 – den med kærligheden til publikum – allerede mere end opfyldt. Kojima dansede allerede Svanesøen med English National Ballet før hun havde færdiggjort sin uddannelse på balletskolen i London, og ligesom hun mestrede de klassiske trin til perfektion, så har hun fornemmelsen for kropsligt nærvær, samt vigtigheden af kontakt med sit publikum, helt inde under huden.
Mens Kojimas hjertelyde holder os skarpe i den dunkle belysning, indtager de fire andre dansere scenegulvet, og begynder unisont at læse tekster op i hjørnerne af den kolossale lydpult i midten af rummet. Kun enkelte ord og små bidder af sætninger trænger igennem mørket, hvor de to sound masters ved pulten bearbejder de talte ord, og sætningerne bliver pimpet op så de bliver et med rummet og hjertelydene. Elektroniske lyde og sampling overtager senere de levende ord, og alle fem dansere i Corpus’ ensemble begynder deres koreograferede rejse rundt i manegen, hvor de bevæger sig tæt på publikum, men hvor det dog hele tiden føles som om de er i en kunstig skabt verden. En verden de hvidklædte karakterer føler sig trygge i, men også en boble de føler de må trænge igennem for at nå publikum.
Mod slutningen forsvinder danserne næsten i et tykt eventyragtigt røgslør, hvor de båder svæver let som alfer og inviterer interesserede publikummer til at høre deres fortællinger i det slørede landskab. De når deres mål, de er trængt igennem, de har skabt forbindelse.
Tarpgaards DOGMA #2 – ON THE OTHER HAND lader hele holdet af dansere kæmpe med dilemmaet, at kontakten til publikum er altafgørende, selv for en danser der som Corpus danserne bliver et med sin dans.
En af dogmereglerne tilsiger at forestillingen ikke må bæres af et narrativ, en anden at der skal være en tre minutters completely crazy scene that makes no sense, og en tredje regel foreskriver et to minutters fuldstændigt blackout. Så det er ikke ligetil for en koreograf at skabe et sammenhængende værk, men Tina Tarpgaard formår alligevel at skabe en sammenhængskraft i DOGMA #2 – ON THE OTHER HAND som giver Corpus’ dansere fornemmelsen af værdighed, fornemmelsen af et værk der vil connecte til publikum. Og det er ikke mindst det sidste der er Tarpgaards største bedrift – at nå sit publikum på tværs af de udlagte benspænd.
Tim Matiakis, den kunstneriske leder af Corpus, siger at kompagniet arbejder med skabelsesprocesser, nutidens æstetikker og umiddelbare fysiske oplevelser. Det må siges at han med Tina Tarpgaards DOGMA #2 har lykkedes med sin dogmeudfordring, og formået at skabe nyt uden at glemme relationen til publikum.
Foto: Luna Stage