⭐⭐⭐⭐⭐
”Engang skal vi dø hånd i hånd”
Sådan skrev Bonnie Parker i sin poesibog, allerede da hendes forhold til Clyde Barrow var helt nyt og sprødt, og lang tid før lovens lange arm indhentede dem, og de i en kugleregn fik deres straf, som i følge 2. Mosebog – øje for øje, tand for tand – ikke kunne være andet end døden.
Den romantiserede version af Bonnie & Clyde har været herskende verden over siden Arthur Penns ikoniske film fra 1967, hvor Warren Beatty og Faye Dunaway charmerede sig igennem kugleregnen, og selv i dag lægger vi os fladt ned og slubrer historien i os, med ærkeskurkene i hovedrollerne. Men berømmelsen og myterne om Bonnie & Clyde blev allerede grundlagt af de to selv, der som unge fattige fra Sydstaterne drømte om at blive rige og berømte, og præcis som mange i dag var selviscenesættende i deres handlinger. I 1930’erne beskrev Bonnie Parker – ikke uden dramatisk sans – bandens handlinger og parrets kærlighedsliv i sin poesibog, og iscenesatte samtidig photoshoots der sagtens kan matche de iscenesatte Instamoments vi ser i dag.
Så hvad er mere nærliggende end at give den fuld skrue i koreograf Signe Fabricius’ flotte forestilling BONNIE & CLYDE, hvor stjernedanserne Astrid Elbo og Ulrik Birkkjær fører an i en kæmpe cocktail af breakdance og klassisk ballet, samt street dancers der stramt koreograferet tager os igennem Barrow bandens korte levetid.
Signe Fabricius’ BONNIE & CLYDE på Betty Nansen Teatret lægger ikke skjul på fascinationen af de to underklassedesperados, og de klassiske dansere Astrid Elbo og Ulrik Birkkjær er ikke bare vidunderlige i deres sublime dans, men også præcis så tiltrækkende, at det erotiske skær matcher Ida Grarups ekstra lag af nutidige gangsta outfits med pink pelse og guldbelagte tandsæt.
Når Den Kongelige Ballet udlåner solist Astrid Elbo til en forestilling som BONNIE & CLYDE, er det endnu et skridt væk fra den polarisering der tidligere har hersket mellem Det Kongelige Teater og resten af branchen, og ikke mindst en fantastisk chance for Elbo, der på ingen måde kan stoppes i sin kunstneriske udvikling. For nylig stod hun i mørket i hendes ST:ART projekt i et basketball bur i Sydhavnen, og selv om der nok var mange der missede det, så har man nu muligheden for at se den fabelagtigt dygtige danser på nært hold. For det er ikke bare Astrid Elbos klassiske træning og smidige positurer der skinner igennem til bageste række, det er også de glødende øjne og mimikken der portrætterer den desperate Bonnie Parker.
Resten af Barrow Banden, politiet, fængselsbetjentene og de tilfældige ofre – alle bliver kompetent danset af et vildt cast med store forskelligheder, og med en yderst velspillende Stephanie Nguyen som politikommissær i spidsen, fungerer ensemblet som en organisk helhed. Hver gang man bliver lidt for glad for desperadoerne Bonnie & Clyde, træder Nguyen frem med politiskiltet på brystet, og i en stram lille koreografi reciterer hun 2. Mosebogs “øje for øje, tand for tand, hånd for hånd, fod for fod, brandsår for brandsår, flænge for flænge, skramme for skramme“. Selv om der danses, elskes og synges, bliver vi hele tiden mindet om at det hele er en lang rejse mod det uundgåelige.
Og netop flugten er efter min mening noget af det mest spændende i BONNIE & CLYDE, hvor bevidstheden om den uundgåelige og ubarmhjertige slutning præger hele forestillingen, hvilket tager Fabricius’ iscenesættelse skridtet videre end ”blot” en smuk og legende danseforestilling.
Signe Fabricius har fået lov til at lege på Betty Nansen, og med sikker hånd har hun iscenesat 30’ernes underklassedesperadoer BONNIE & CLYDEs flugt så alle i salen kan komme ud at flyve.
Eller som Kid Creole and the Coconuts’ grundlægger August Darnell ville sige det: Deluxe Escapism
Foto: Catrine Zorn