⭐⭐⭐⭐⭐
“In Mumbai it is survival of the fittest.”
En venlig dansk vært tager imod, og forklarer pædagogisk de tekniske formaliteter – en nødvendighed der har vist sin fulde berettigelse det sidste års tid, på trods af vi danskeres selvindbildte tekniske kunnen. Derefter er du alene – alene med din Avatar, et sted på kloden du aldrig har været før – i en krop du ikke vidste du havde.
Sceneblogs udsendte blev bedt om at lukke øjnene, og da jeg åbnede dem igen, var jeg i Mumbai, Indiens pulserende hovedstad. Liggende på en seng må jeg konstatere at jeg/min Avatar hedder Bertwin, og at jeg vågner svedig op i meget fugtig varme. Med lidt hjælp finder jeg ud af at bevæge mig, og jeg kan se både mine fødder og hænder. I løbet af de næste 45 minutter udforsker jeg et værelse, et hus, en by jeg aldrig før har besøgt, og vildest af alt, jeg er midtpunkt i en historie jeg selv er med til at skabe.
Eller er jeg? Der bruges mange forskellige greb i immersive performances, og i Fix & Foxys interaktive performance – en true Digital First – er grebet en legemliggørelse af ens inderste tanker og handlinger, når jeg i en Avatars krop får lov til at bestemme farten og retningen igennem Mumbais slumkvarterer. For spørgsmålet er selvfølgelig hvor meget instruktøren Tue Biering har forudset, hvor mange gange min Avatar på forhånd ved hvad jeg vil svare på hans spørgsmål, og hvor meget der rent faktisk ligger fast i dramaturgien i AVATAR ME. Men jeg fik i hvert fald både pulsen op og sved på panden, da jeg med Bertwins hjælp besøgte ”min” gamle skole og kirke, og susede gennem de smalle gader i Mumbai mens vi fik styr på min opvækst, mit kærlighedsliv, og min store opgave i livet – at forene min hinduistiske kæreste med mine kristne forældre.
“Don’t you remember? You lost your hair to malaria.”
Når jeg finder billeder af mig selv på kommoden, kan jeg se at jeg er skaldet, men muskuløs. Det kræver lidt hjælp at huske hvorfor jeg ser sådan ud, men Bertwin hjælper gerne med at samle brikkerne i det puslespil der bliver lagt. Og når jeg bliver tørstig, så køber jeg bare en lokal cola i gadens eneste butik – det lokale apotek. Kort sagt bliver jeg samlet op når jeg mister fodfæstet, og bragt tilbage i historien hvis jeg mister mælet.
I AVATAR ME på RE:LOCATIONS festival kan man smage maden fra de sydende pander, ae en hundehvalp mens du kigger den dybt i øjnene, og med bankende puls skabe 45 minutters eskapisme du ikke glemmer foreløbigt.
Mumbai, I miss you already.
Fotos (fra skærm): Casper Koeller, Sceneblog