ASTA // Det Flydende Teater, Teatergrad på Sophienholm

⭐⭐⭐⭐

Det vigtigste er ærlighed

Karen Duelund Guastavino kommer stille vandrende, ømt omfavnende sin Autoharp Classic, som var det den baby Die Asta efterlod hos sin familie, da det at være kunstner voksede sig større hos Asta Nielsen end det at være mor.

Det er et af de mange små fine billeder af stumfilmstjernen Asta Nielsens liv, som instruktør Pelle Nordhøj Kann har skabt i den musikdramatiske forestilling ASTA, der for tiden spiller i parken ved Sophienholm. Og netop de mange små billeder, som skabes på grundlag af dramatikeren Julie Petrine Glargaards tekst, skaber det nuancerede billede af verdensstjernen Asta Nielsens liv. Et liv fuldt af modsætninger, et liv fuldt af både medgang og modgang. Både privat og professionelt.

For Die Asta lod ikke nogen, og specielt ikke mænd, bestemme over hendes liv.

Jeg foragter den danske middelmådighed

Det er Nanna Cecilie Bang der spiller den selvbevidste, modige og ærgerrige Asta Nielsen – og med Rolf Hansen og Janus Elsig som mændene i hendes liv, og den forrygende komponist og sangskriver Karen Duelund Guastavino med på scenen som musiker, så er der lagt op til øretæver i den verden der ikke anerkendte Die Asta som den store kunstner hun var.

Kun stående applaus er godt nok for Asta

Det Flydende Teater og Teatergrad har med sine musikdramatiske forestillingsportrætter skabt en række af signaturforestillinger, hvor både musik og sangtekster er af lige så stor betydning som dramatikerens ord, og med lige dele sans for det visuelle og det ofte politiske drama, er producenternes forestillingsrække en lang og ubrudt række af kulturpolitiske perler på en snor.

Og ASTA er ingen undtagelse, for ikke blot er Nanna Cecilie Bang fuld af saft og kraft som Die Asta, men i Lisbeth Burians stilsikre scenografi får musikken den plads den fortjener, og divaen den hyldest hun forventer.

Foto: Per Morten Abrahamsen

SE MERE HER