Anna Andrea Malzer, Vol 12 // Teater Momentum

Doku-fiktion. Rigtige mennesker. Rigtigt liv. Grænser. Ingen grænser.

I den kommende sæson indtager Anna Andrea Malzer Odense, som kunstnerisk leder på Teater Momentum – og på Sceneblog glæder vi os helt vildt.

Momentums vol 12 sæson vil uden tvivl blive præget af Anna Malzers in-your-face holdning, et sceneudtryk som bl.a. kom klart til udtryk ved GROB-readingen I HENDES KYS – KAN JEG SMAGE REVOLUTIONEN, som hun iscenesatte sammen med Aleksa Okanovic. Temaet var #metoo, og mantraet klart: Hvorfor skjule noget, hvis det er det man mener? Hvorfor undlade at fortælle en historie, bare fordi der vil være nogen der føler sig ramt?

Anna Malzer arbejder radikalt (i ordets egentlige forstand), fejer ikke noget under gulvtæppet, og hun lægger ikke skjul på at hun ønsker samfundet ændret. Sunde holdninger, og løfterigt grundlag for en teatersæson ud over det almindelige.

Det er trilogien NEO-EUROPA der bliver rygraden i sæsonen, og alle tre forestillinger er doku-fiktion om/fra det nye Europa. Vi rammer Sverige med de massive problemer omkring ildspåsættelser af asylcentre, England med deres nye love der forbyder internet-porno, og Frankrig hvor en pige begår selvmord, mens hun live-transmitterer med sin mobil.

Og netop historien fra Frankrig – forestillingen 16:29 – præsenterede Anna Malzer som afgangsreading på Den Danske Scenekunstskole her i 2018, en fremragende reading (med Amira Jasmina Jensen) som Sceneblog fik lov at overvære. Og det er en rystende historie Anna Malzer her sætter i scene. Igen er det helt almindelige mennesker der bliver sat i fokus, og igen er det scenekunst helt uden det lag af flormelis, som ofte strøs rundhåndet ud over forestillinger som skal fylde salene i DK.

Anna Malzer har også valgt at tilføje Momentum tre store håndfulde kunstnerisk innovation, da hun har entreret med det internationalt arbejdende graffiti-kollektiv TPN, det ligeledes multinationale hiphop kollektiv Capital Fluxus, samt det danske Skrivekollektivet, som hun allerede har arbejdet med i længere tid. Det åbner op for helt nye former, og tilføjer helt sikkert Vol 12-forestilingerne nye dimensioner.

Det bliver en stor sæson.

Vi ses i Odense.

Fotos (16:29 reading m/Amira Jasmina Jensen): Casper Koeller / Sceneblog

SE MERE

Gå ikke glip af de nyeste anbefalinger – tilmeld dig Sceneblogs nyhedsbrev!