Anmeldelse: VERDENSHERSKERNE // Mungo Park

⭐⭐⭐⭐

Vi skal have håbet tilbage.

Skøn hæsblæsende Mungo trio tager os med igennem verdens udvikling på 100 minutter, og efterlader os i kramper – af grin.

Sebastian Henry Aagaard-Williams, Nana Morks og Alexander Mayah Larsen får pulsen op på sig selv og publikum når de beviser at intet er umuligt, og på 100 minutter tager os igennem arternes oprindelse, Homo Sapiens som bærplukkere, og ikke mindst deres evne til at forestille sig, og skabe historier, fortællinger og tro.

Rasmus Krone og Kristoffer Lundbergs VERDENSHERSKERNE er inspireret af bogen SAPIENS af Yuval Noah Harari, og ligesom i bogen er forestillingen en tour de force i menneskehedens brogede historie. På Mungo Park har Kristoffer Lundberg i sin instruktion lagt vægt på det humoristiske – og knap så meget på det dommedagsagtige. Men når menneskehedens historie på jorden skal beskrives, er det umuligt ikke at fortælle om hvordan religioner, magtliderlighed og udpining af jordens ressourcer har bragt mennesket på afgrundens rand, så VERDENSHERSKERNE er bestemt et validt indspark i samfundsdebatten, og ikke mindst klimakampen.

De tre venner mødes i scenograf Josefine Thornberg-Thorsøes udtjente træningshal fuld af sved, konkurrencementalitet og præstationsangst, og med en klippefast tro på at intet er umuligt, bestemmer de sig for den (næsten) umulige opgave at vise hvorfor vi er endt hvor vi er – på kun 100 minutter. For hvis de kan det, så må det også være muligt at redde jorden og menneskeheden. Det må være logik for perlehøns.

Nana Morks er vidunderligt insisterende når hun som hveden spreder sine neg og vil domesticeres af mennesket NU, lige som Sebastian Henry Aagaard-Williams i religionernes opståen er uimodståelig som fugleskræmselsprofet, og Alexander Mayah Larsen som nyudnævnt konge og hersker over alle er både dejligt betuttet og skræmmende i sin nye herskerkarakter. Alle som en er Mungo Parks tre skuespillere tændte, determinerede og håbefulde. For vi skal have håbet tilbage, og Jorden skal reddes.

Tag til Allerød og overgiv dig.

VERDENSHERSKERNE spiller på Mungo Park d. 17/2 – 7/3 2024.

Foto: Rumle Skafte

SE MERE HER