⭐⭐⭐⭐⭐
Skeletter i skabet. Folk bruger metaforer, men jeg synes det er at lyve.
Mark Haddons roman fra 2003, The Curious Incident of the Dog in the Night-Time, er taget under kærlig behandling af dramatikeren Simon Stephens, og fortællingen, der ved udgivelsen i 2003 blev udgivet simultant i både en voksen- og ungdoms udgave, bliver nu opført på Aalborg Teaters Store Scene i en forestilling, der ikke er hverken eller – men både og. For Martin Nyborgs iscenesættelse af DEN MYSTISKE SAG OM HUNDEN I NATTEN er en af de mest forstående forestillinger jeg har set i lang tid, og selv om hovedkarakteren er en 15-årig med altoverskyggende autistiske udfordringer, er forestillingen både gribende og forstående overfor hele familiens udfordringer og relationer.
Det er en fremragende Patrick A. Hansen der spiller den 15-årige Christopher, der trods sine udfordringer i et samfund hvor alle helst skal være ens, insisterer på at tale sandt, og ikke vil lade hunden Wellingtons pludselig død ved høtyv være endnu en uopklaret sag i politiets arkiver. Og lige så fermt turneret er Christophers far af Lars Topp Thomsen, der stille og roligt vokser på os gennem forestillingen. Hvad vi først tror, er ikke hvad vi til sidst ser ske, og det som Simon Stephens elegant lader os tro, er blot grobund for følelser, der rammer hårdt og kontant når vi ser hvordan Christopher kæmper for retten til at være anderledes – og retten til at stille spørgsmål.
Folk forvirrer mig.
Christophers far vil ikke have at sønnen stikker næsen i naboernes sager, men er der mere mellem den døde hund, naboernes stikkende øjne og farens uvilje, end man lige kan se? I scenograf Laura Rasmussens effektfulde spejle og glasbure ser vi både Christophers tanker og handlinger blive skubbet til, spejlet og udvisket, men Christopher giver ikke op. For med stålsat vilje og tro på at universets stjerner har mere at byde på, kæmper han sig til viden der vælter den sandhed han troede på var reel, og forholdet til både moren og faren bliver sat på prøve. For er det altid bedst at sige sandheden?
Camilla Gjelstrup er moren der svæver i en glemt verden, og Gjelstrups uudgrundelige rynker i panden rummer mere end man tror. Eller mere end vi får at vide. Hendes samspil med Patrick A. Hansen er i en klasse for sig selv, og selv om det er svært i starten at føle sympati for andre end den udfordrede unge mand, formår Camilla Gjelstrups skyldbetyngede mor at vække præcis de følelser blandt publikum, som den knuste mor har gemt på så længe.
Simon Stephens’ DEN MYSTISKE SAG OM HUNDEN I NATTEN bliver formidabelt fortolket i Martin Nyborgs iscenesættelse, og Aalborg Teaters skarpe ensemble løfter endnu engang faklen, og kaster lys over en svær problematik – og en mystisk sag i natten.
Aalborg Teaters DEN MYSTISKE SAG OM HUNDEN I NATTEN spiller på store Scene d. 16/2 – 23/3 2024
Foto: Rumle Skafte