Anmeldelse: VEGETAREN // Studio, Aarhus Teater

⭐⭐⭐⭐⭐

Jeg så ind i min kones unaturligt afklarede øjne.

Nicklas Søderberg Lundstrøm er den unge kvinde Yeong-Hyes pæne mand, der lever et helt korrekt liv med sin helt igennem normale hustru, indtil han ser noget i Yeong-Hyes øjne han aldrig har set før. En afklarethed der udfordrer den verdensorden og kultur som de lever i, og som opfattes som en gryende revolution der må slås ned før den får fodfæste.

Sådan indledes Rebekka Boydings iscenesættelse af den sydkoreanske og nobelprisvindende forfatter Han Kangs roman Vegetaren, og fra det øjeblik bliver historien kun mørkere og mørkere for Mette Klaksteins Yeong-Hye. For ingen i den unge kvindes familie eller omgangskreds kan acceptere Yeong-Hyes beslutning om at blive vegetar, samt inderlige ønske om at gå i et med naturen – som et træ i skoven.

Den formidabelt spillende Mette Klakstein ejer scenerummet fra første gang hun træder ind på scenograf Ida Grarups iskolde og stillestående verden af blåtoner – en verden hvor kun det blodige køds røde farver bryder den visuelle stilhed. Og i det hele taget må Rebekka Boydings forestilling VEGETAREN betegnes som et uhyggeligt præcist billede af en klinisk renset verden, der rystes i sin grundvold når den mærker den mindste modstand – i dette tilfælde Yeong-Hyes fravalg af normer.

Alle i Yeong-Hyes verden føler de har ret til både hendes krop og sind. VEGETAREN Foto Rumle Skafte

Mit lem glider ind og ud som en gigantisk støvdrager.

At se hvordan Nicklas Søderberg Lundstrøm som Yeong-Hyes ulideligt korrekte mand går op i limningen, og kun kan svare med overgreb på sin hustrus ønsker og tanker, er rystende.

Og når svogeren, spillet af Thorbjørn Hedegaard, der som kunstner går ind med tilsyneladende åbent sind for at male blomster på sin svigerinde, reagerer med samme voldsomhed, og forklædt som passion til naturen mener han har ret til sit kunstværk, er det som et uventet stik i ryggen. Og selv om ordene er anderledes hos Yeong-Hyes søster – spillet af Carla Eleonora Feigenberg – med de alt for genkendelige ”jeg tænker over, om jeg kunne have gjort noget” tanker og ord, mens hun sygeliggør Yeong-Hye og får hende indlagt med tvangsfodring og fiksering til følge, så er søsterens ageren lige så indgribende, ydmygende og umyndiggørende som de to mænds overgreb i både ord og handling.

Intet tilbage i denne verden for et træ, der bare gerne vil leve i harmoni – uden at leve af andre. VEGETAREN Foto Rumle Skafte

Jeg er ikke længere noget dyr – jeg trænger kun til sollys.

Rebekka Boydings fremragende forestilling VEGETAREN er et nyrestød i debatten om retten til at sige fra, og værket på Aarhus Teaters STUDIO scene er – med en formidabel Mette Klakstein i front – en grusomt smuk reminder om aldrig at afvise anderledes tænkende mennesker, bare for at beskytte status quo.

VEGETAREN spiller på Aarhus Teaters STUDIO scene d. 9/9 – 14/10, 2026.

Foto Rumle Skafte

SE MERE HER OM VEGETAREN PÅ AARHUS TEATER