⭐⭐⭐⭐
I 1920’erne skriver Virginia Woolf på sin roman Mrs. Dalloway, i 1940’erne er Laura Brown i gang med at bage en kage til sin mands fødselsdag, og i 1990’erne er forlæggeren Clarissa Vaughan ved at forberede en fest for sin højt skattede, men desværre ret vrangvillige ven Richard.
Den konstant roterende drejescene i Skuespilhuset sørger for at vi kan følge med i alle tre kvinders liv samtidigt, og Karen-Lise Mynster, Sofie Gråbøl og Josephine Park spiller forbilledligt på alle tangenter som de tre kvinder. De er omdrejningspunkterne i Michael Cunninghams roman Timerne, hvor man følger de tre forskellige kvinders liv på en given dag, på tre forskellige tider i det 20. århundrede.
Og forestillingen TIMERNE, der er iscenesat af instruktør Eline Arbo – oprindeligt i 2021 på ITA INTERNATIONAAL THEATER AMSTERDAM – har valgt at følge Cunninghams eksempel, og lade de tre kvinders meget forskellige dage udspille sig samtidigt. Virginia Woolf (Karen-Lise Mynster) kæmper med en depression mens hun skriver på sin roman, husmoren Laura Brown (Josephine Park) drømmer sig væk fra forstadslivet ved at fordybe sig i romanen Mrs. Dalloway, og den smarte New York-forlægger Clarissa Vaughan vil så gerne fejre sin kæreste ven, forfatteren Richard (muligvis et alter ego for Michael Cunningham), der har modtaget en fornem pris for sit forfatterskab. Men Richard – der er ramt af AIDS – vil ikke feste, og har mere lyst til at hoppe ud ad vinduet.
Ud over at Mynster, Gråbøl og Park spiller hoved karaktererne, og Marie Bach Hansen og Mads Rømer Brolin-Tani både har understøttende biroller, samt agerer liveband der giver forestillingen kant rent lydmæssigt, så spiller Olaf Johannesen både den AIDS ramte Richard og Lauras søn, samt forfatteren/fortælleren, der sørger for at publikum kan holde styr på handlingen. Det er altså en mandlig figur der fortæller kvindernes historie – et modigt greb af Eline Arbo med henblik på nutidens diskussioner om repræsentation – men han gør det for at forstå, han gør det fordi Arbo grundlæggende mener det er vigtigt at kunne sætte sig ind i andres tanker og handlinger.
Jeg har hverken læst Virginia Woolfs roman Mrs. Dalloway, eller Cunninghams Timerne, hvilket helt sikkert af mange vil blive betegnet som en fejl i min opdragelse, og jeg har det princip, at jeg ikke vil læse et større bogligt værk før en forestilling – jeg tror på at en forestilling kan og bør klare sig uden. Så for mig var Eline Arbos TIMERNE en heftig omgang at følge med i på tværs af karakterer, steder og tider, det indrømmer jeg blankt. Omvendt har jeg indenfor de sidste 24 timer snakket med tre andre gode mennesker der har set forestillingen – men som havde læst begge de omtalte romaner – og de følte de svævede igennem den superflotte og velproducerede forestilling i Skuespilhuset. Og jeg er enig i, at TIMERNE absolut er en forestilling der kan nydes i store drag – jeg personligt nød skuespillerpræstationerne, hvor andre nok har andre prioriteter.
Eline Arbos TIMERNE spiller på Store Scene i Skuespilhuset d. 13/01 – 23/02 2024.
Foto: Camilla Winther