⭐⭐⭐⭐⭐
Var det min skyld?
Marie Bjørns tekst i KASSANDRA er ikke kun brutal og voldsom på flere planer, dramatikeren gør også hvad hun gør bedst – hun trækker samtidens store spørgsmål og overvejelser ind i en mytologisk fortælling fra oldtidens Grækenland, og gør dermed historien om KASSANDRA til en frisk og næsten nutidig fortælling.
Som når den store, muskuløse og meget virile gud Apollon står overfor Kassandra – der på det tidspunkt stadig var et barn – og kræver at Kassandra gengælder hans kærlighed til hende. Og da hun ikke indvilger frivilligt – på trods af, at Apollon skænker hende profetiens gave – nedkalder han den forbandelse over hende, at ingen vil tro på hendes sande forudsigelser. Og her er det så at Marie Bjørn fremhæver Kassandras selvbebrejdelser, et fænomen der er alt for udbredt i vores verden af i dag.
Det er en absolut fremragende Benedikte Hansen der på Husets Teater fuldender den mytologiske teatertrilogi FURIER, som instruktør Anja Behrens og scenograf Christian Albrechtsen har stået for. Et superflot afsluttende kapitel i serien der fortolker mytefigurerne FÆDRA, ELEKTRA og KASSANDRA.
Benedikte Hansen leverer en Reumert værdig præstation i KASSANDRA, hvor skuespilleren er alene på scenen fra start til slut. Reelt set en monolog, men med den ramme som Christian Albrechtsen & co. har skabt, er der så mange stemmer, så mange sjæle og så mange lag på scenen, at jeg bliver nødt til at betegne forestillingen som større end bare en monolog.
Jeg har aldrig haft min egen fortælling.
Det er en eminent god scenografisk tankegang der gennemsyrer KASSANDRA, hvor kun et enkelt sort podie bryder scenerummets tomhed, mens hele bagvæggen er et lærred med praktisk talt sort/hvide videoprojektioner, som fortæller og understreger Kassandras følelser og tanker som et græsk kor. Samarbejdet mellem Scenograf Christian Albrechtsens tanker og Simon Sumborgs knivskarpe videoprojektioner, samt et minutiøst planlagt lyd- og lysdesign af hhv Erik Christoffersen og Christian Vest Berntsen, indkapsler Marie Bjørns brutale tekst på fornemste vis. Og det er netop i det frugtbare samarbejde instruktør Anja Behrens trives bedst – og formår at løfte Benedikte Hansen fra det fantastiske til det eminente.
Eneste lillebitte anke i Anja Behrens særdeles flotte forestilling er, hvorfor i alverden Kassandra skal bryde ud i sang til sidst? Men det er faktisk det eneste hår i den særdeles velkomponerede suppe, der skal nydes mens den er varm. Brandvarm.
Marie Bjørns nutidige tekst stikker kniven ind når hun lader Kassandra tale om mænds utrættelige krigsliderlighed og kvinders selvbebrejdelser, og ikke mindst når hun forudser jordens undergang – menneskets uundgåelige destruktion af kloden. Men det sørger Apollons forbandelse jo for at vi ikke tror på. Ikke også?
Foto: Emilia Therese