⭐⭐⭐
Hvor tæt på kan langt væk være?
Koreograf og danser Antoinette Helbing er en af de fremmeste, og mest eksperimenterende kunstnere på området, hvor følelser, reaktioner, og relationer mellem kunsten og publikum spiller ind. Så når hun iscenesætter spejlets refleksioner af danseres bevægelser, er det snarere publikums oplevelser der definerer succesen, og ikke hvorvidt danserne på gulvet udfører den af Helbing skabte koreografi.
Det er danserne Cecilie Schyth Kjær og Taneli Törmä der i kropsnære dragter slanger sig under to ophængte spejle, og med publikums forventelige ønske om at forstå hvad de oplever, er det spejlenes udvidelse af scenerummet – og den deraf opståede visuelle forvirring – der udfordrer den kinæstetiske sans, og dermed ligger til grund for den uafklarethed der indfinder sig efter forestillingen.
Rent teknisk er der også et stykke vej igen, for selv om undertegnede sad på de anviste pladser, så kunne spejleffekten kun opleves i en mindre del af forestillingen, så danserne virkede umådeligt langt væk, hvorimod de nederste rækker sikkert havde større fordel af spejlenes vinkler – og dermed forestillingens idé om overeksponering af kropsbilleder.
Jeg siger bestemt ikke at Antoinette Helbings værk er uden relevans, og Cecilie Schyth Kjær og Taneli Törmä skaber i Helbings koreografi både intimitet, og en form for relation til publikum, men THE MIRROR PROJECT er stadig som titlen antyder, et projekt, et eksperiment, et offentligt work in progress. Og det er der bestemt også brug for, THE MIRROR PROJECT er bare ikke for alle.
For hvor tæt på kan langt væk være?
Sceneblog så Antoinette Helbings THE MIRROR PROJECT på Dansekapellet i København, og næste gang projektet kan nærstuderes er på Det Frie Felts Festival i Aarhus – på Godsbanen.
Foto: Jan Vesala