⭐⭐⭐⭐
Koreografen Antoinette Helbing kan ikke lade være. Danseren i hende kan ikke stoppe. Hun vil ikke stoppe. Latteren.
Og latteren har gjort Helbing godt i den efterhånden mangeårige forskning, som Helbing har foretaget af latterens væsen. En lang rejse af research, hvor steder som Forsøgsstationen, Aaben Dans Roskilde, Teaterøen i København og ISLAND CONNECT Residency Program på Bornholm, alle har bidraget til, og været med til at holde latteren gående hos den tyske kunstner.
Sceneblog har fulgt Helbings dybt seriøse arbejde med latteren længe, og allerede i 2022, i en gyde i Helsingør, måtte jeg overgive mig til hendes 30 minutters solo – eksperimentet THE LAUGHING GAME – med ordene; Antoinette Helbings smittende latter er balsam for krop og sind, og beviset på at latter og smil grundlæggende er social kommunikation mellem mennesker.
Og jeg gentager det gerne, for Helbing har knækket koden, og med den fuldbyrdede danseforestilling THE LAUGHING CROWD sætter Helbing streg under det mellemmenneskelige, og den uundgåelige kommunikation der opstår når nogen i rummet begynder at grine.
Ud over Helbing selv, er otte dansere på gulvet i THE LAUGHING CROWD i Skuespilhuset, hvor danseforestillingen er udvalgt i K:Selekt – Statens Kunstfonds samarbejde med Det Kongelige Teater. Og hold da op hvor er det en fest for publikum at møde Birgitte Skands, Daniel Norback, Max Wallmeier, Andreas Haglund, Jakob Schnack Krog, Nanna Stigsdatter Mathiassen, Thjerza Balaj og Katrien van der Velden, der alle er dybt inde i Helbings smittende univers af latter.
I Lille Scenes kulsorte scenerum er der med præcision henslængt hvide og sorte skamler til publikum, og med samme filosofiske dualitet der ligger i det præcist henslængte, det udtrykker Antoinette Helbings koreografi, hvor den uhæmmede og naturligt opstående latter mellem publikum og danserne, helt nøjagtigt er forudset i Helbings koreografi, der naturligvis frisætter danserne når interaktionen med publikum kræver det. Det er improvisation på et virkelig højt plan, så man ofte tager sig selv i at tænke; er det nu skuespil, eller ægte latter?
Adskillige passager i Antoinette Helbings danseperformance spiller på netop det stiliserede grin, den sociale latter, den arrangerede situation. Og hver gang – lige når man tror, at nu har man regnet det hele ud, og sagtens kan sidde med sit bedste weltschmerzudtryk mens klovnen ryger på røven – så kommer trækningerne i ansigtet, boblerne i maven og de indestængte grin op til overfladen, og man må igen igen overgive sig til den befriende latter. Sammen med alle de andre der er på besøg i Antoinette Helbings latter laboratorium, og som helst ikke vil lukkes ud i kulden igen foreløbig. For kroppen har det bare bedre når man har givet efter, og ladet grinet, fniset og latteren få plads. Og det får latteren i stor stil i THE LAUGHING CROWD i Skuespilhuset.
Glæder mig allerede til næste trin. Og næste grin.
Antoinette Helbings THE LAUGHING CROWD spiller i regi af K:Selekt i Skuespilhuset d. 8.-14. januar 2024.
Fotos fra premieren: Casper Koeller, Sceneblog