⭐⭐⭐⭐⭐
Stig Fogh Andersens Helsingørversion af Tannhäuser gør indtryk.
Iscenesættelsen, hvor Tannhäuser ghoster sin eksforlovede Elisabeth, og flygter til den forladte togstation Venusberg St., hvor en uhyre vampet Venus giver ham drugs for at holde på ham, og alle scener i øvrigt indeholder elementer der måske, måske ikke, blot er tankespind i Tannhäusers hoved, er både helt ny og meget gammel. Det er en kondenseret, intens fortælling om en mands indre konflikt, der til sidst sender ham ud over kanten – der hvor hverken han eller publikum ved, om det vi oplever er virkelighed eller mareridt.
I Wagners oprindelige Tannhäuser vakler titelrollen mellem det hellige og det profane – mellem den rene kærlighed og den mere obskure og kødelige af slagsen. Og med både venner og fjender til at udsynge deres meninger, og da en sangkonkurrence med en ungmø som præmie – lige som i Mestersangerne i Nürnberg – er et centralt element, så er Wagners mellemperiode-opera både salonfähig og handlingsmæssigt til at forstå.
Men når nu Stig Fogh Andersen og Camilla Illeborgs Helsingør Kammeropera tager livtag med historien om Tannhäuser, er det ikke nok at lade Kammeroperaens musikchef og kapelmester Leif Greibe trylle den enorme oprindelige besætning om til et kammerformat, der kan passe ind i det gamle Helsingør Teaterhus. Selve historiens præmis bliver der også pillet ved, da vi i Stig Fogh Andersens iscenesættelse tager skridtet ind i Tannhäusers hjerne, og dermed i realiteten ikke ved om de forskellige scener er virkelige, eller blot hjernespind i Tannhäusers martrede hoved.
Så det er hverken den oprindelige Dresdenversion, eller den mere løsslupne Pariserversion (den med de indlagte balletter), som Fogh Andersen folder ud i den gamle teatersal i Stengade. Det er en ny og absolut spændende version, som i scenograf Catia Haubergs bevidst deprime spejlingsscenografi – og med musikchef Leif Grebes intense nedskalering uden at miste fodfæstet – med rette bør kaldes Helsingørversionen.
En kammerversion, hvor orkestret selvfølgelig er beskåret kraftigt, men stadig, med sit kammerensemble på 10 pragtfulde musikere under ledelse af Leif Greibe, holder Wagners partitur i hævd. Ja, naturligvis i en helt anden skala, men stadig med en overordentlig godkendt formidling af Wagners eventyrlige toner. F.eks. som når Wagner i sin tid diskede op med 12 valdhorn – så er det i Helsingør op til en potent præstation af Gorm Howaldt på trompet og en velklingende Henriette Holk på horn. Det er simpelt, det er præcist, og det er smukt.
Helsingør Kammeroperas operakor er det semiprofessionelle Skt. Olai Vokalensemble, og i det forholdsvis lille scenerum i Helsingør Teaterhus, klinger Skt. Olai sangerne over al forventning. I den komprimerede iscenesættelse overrasker Greibe og Fogh Andersen i deres brug af koret, ved både at sende koret op på balkonerne, og lade dem agere publikum til Tannhäusers indbyggede sanger konkurrence på bænke i salen – side om side med et henrykt publikum, der mere end en enkelt gang blev grebet af stemningen ved premieren, og sammen med koret rejste sig for højlydt at applaudere de konkurrerende sangere på scenen. Genial udnyttelse af Skt Olai stemmerne, og genialt tænkt publikumsinddragelse af musikchefen og iscenesætteren.
Titelrollen som minnesangeren Tannhäuser er lagt i hænderne på tenoren David Danholt, der på ypperste vis byder fortællings store kvindekarakterer op til dans. Og både den østrigske Kristiane Kaiser som Tannhäusers forlovede, den dydige Elisabeth, samt aftenens absolut mest dragende stemme som Venus, Philippa Cold, får gang på gang salen til at tabe kæben med deres vidunderlige sopranstemmer. Så spillet mellem Danholts Tannhäuser, og skiftevis Kaisers dydige Elisabeth og Philippa Colds vampede sexbombe Venus, er hele kammeroperaen værd alene.
Men også store sangere som Morten Frank Larsen og Steffen Bruun bør fremhæves for deres stemmepragt i fortællingen, hvor den ene fantastiske arie tager over for den anden, hvad enten de er betagede af Tannhäusers charme og fortællinger om Venusberg Station – et syndigt hus af kødelig kærlighed – eller de er hans svorne fjender, af præcis samme grund. Og i Catia Haubergs lettere dystopiske scenerum, hvor spejlinger af både sump og brutalisme tilføjer Tannhäuser den farlighed rent billedligt, som Wagner bibringer os i sin overvældende orkestrering og mange ledemotiver i musikken, bliver Helsingørversionen ikke glemt foreløbig. Den er faktisk ikke lige sådan at få ud af hovedet.
Kunstnerisk leder Camilla Illeborgs Helsingør Kammeropera har således med sin hidtil største produktion, Wagners Tannhäuser, begået en lille perle, godt gemt i det gamle Helsingør. Og Stig Fogh Andersens iscenesættelse gør sig fortjent til prædikatet Helsingørversionen.
Helsingør Kammeroperas Tannhäuser spiller på udvalgte datoer ml d. 6. – 13. april, 2025.
Foto: Henrik Schurmann.