Anmeldelse: MARIE-ANTOINETTE // Regimentet, Mellemgulvet i Skuespilhuset, Det Kongelige Teater

⭐⭐⭐⭐

Regimentets MARIE-ANTOINETTE i Skuespilhuset er rent stilistisk en lille perle, hvor Laura Løwes hvide verden af pudder, parykker, og vand der bliver til blod, understreger den historiske periode der ledte op til den franske revolution. Og scenekunstkollektivet Regimentets skønne skuespillere er også som sædvanligt i hopla. Men på trods af de absolut godkendte præstationer både på og bag scenen, så mærker man desværre ikke rigtigt karaktererne i den historiske fortælling, hvor man ellers skulle mene at der var nok af følelser at dele ud af.

Forestillingen rummer historien om den franske dronning Marie-Antoinettes liv og levned, først med fokus på transformeringen fra østrigsk yngstebarn i en søskendeflok på 16, til hvidpudret dronning af Frankrig –  gift med Solkongen, og dermed tættere på gud end nogen anden – og siden hendes ekstravagante liv på Versailles, der selvfølgelig ender med at Marie-Antoinettes hoved ruller i guillotinen i 1793.

En tronfølger skal avles. Freja Klint Sandberg, Mathias Bøgelund, Nanna Skaarup Voss, Simon Kongsted, Anne Plauborg og Alexander Bryld Obaze, samt Viktor Dahl i orkestergraven.

Det er historie fra en periode på 38 år, hvor både rygter, vandrehistorier og verificerede facts står i kø for at komme til orde, og det er en fornøjelse at se hvordan dramatiker Sonja Ferdinand har dykket dybt i historiebøgerne, og så ellers selv tilføjet moderne humor som vi kender den bedst. For der sker virkelig noget i Regimentets MARIE-ANTOINETTE i Anna Balslevs iscenesættelse, hvor super skønne spillere som bl.a. Nanna Skaarup Voss som Marie-Antoinette, Freja Klint Sandberg som hendes fortrolige selskabsdame Polignac, og Simon Kongsted som den hovne gesandt Choiseul, får skudt rappe replikker af som vi kender det fra Regimentets prisbelønnede Stolthed og Fordom på Betty Nansen Teatret i 2022.

Og det er jo netop den Reumert-prisvindende forestilling Stolthed og Fordom der gør at alle – inklusive undertegnede – havde enorme forventninger til MARIE-ANTOINETTE ved premieren. Og netop det dilemma, der gør, at jeg ikke er helt oppe og ringe over forestillingen på Mellemgulvet. Det er desværre som om Regimentet er faldet i tønden med lækkerhed, og troen på deres egen stil – der med rette er blevet rost til skyerne – er måske blevet lidt af en sovepude.

Vand bliver til blod, Marie-Antoinettes tid er ovre. Freja Klint Sandberg, Alexander Bryld Obaze, Anne Plauborg, Simon Kongsted, Nanna Skaarup Voss, Mathias Bøgelund.

For selv om Regimentets forestilling rent stilistisk og billedmæssigt er smuk som bare fanden, og hele holdet af superdygtige skuespillere – endda suppleret af Aarhus Teater stjernen Anne Plauborg – er i topform, samt Viktor Dahl som sædvanligt både komponerer og som et en-mands orkester spiller fra sin helt egen nybyggede orkestergrav, så kan jeg bare ikke mærke karaktererne i MARIE-ANTOINETTE på et niveau som jeg tillader mig at forvente fra det blændende dygtige kollektiv.

Regimentets MARIE-ANTOINETTE spiller på Mellemgulvet i Skuespilhuset fra d. 11. april til d. 25. maj, 2025.

Foto: Camilla Winther

SE MERE HER OM REGIMENTETS MARIE-ANTOINETTE I SKUESPILHUSET