Anmeldelse: SEX IN CONCERT // ÆTLA, uropførelse i Christianshavns Beboerhus, København

⭐⭐⭐⭐⭐⭐

  1. alt: Fedtet hud der klasker.
    1. sopran: Den knirkende seng.

    2. sopran: Støn fra et ansigt, der er gemt bag en pude.

    1. tenor: Vejrtrækning, særligt indånding.

    Vokalensemblet ÆTLA overrasker igen, denne gang med SEX IN CONCERT, som de sammen med instruktør Johan Klint Sandberg og komponist Matias Vestergård opfører første gang i en intim lille sal på Christianshavn.

    Soveværelsets lyde – den knirkende seng, de svedige klask, de mangeartede støn og den tunge vejrtrækning – blander sig med komponist Mathias Vestergårds vidunderligt kække modspil til de italienske renæssancetoner, hvor madrigaler af Carlo Gesualdo da Venosa, Luca Marenzio, Jacob Arcadelt og Giaches de Wert fylder det kontorlandskab, som vokalensemblet i SEX IN CONCERT omformer til en hyldest til det sanselige og korporlige møde mellem mennesker.

    Jeg tror der findes en særlig slags erotik i at være forkert. Foto Casper Koeller, Sceneblog.dk

    Salens indretning som et kontorlandskab står i skærende kontrast til de smukke madrigaler, Vestergårds pirrende toner, og alle de tanker om sex der bliver blæst op på bagtæppet – mens de bliver skrevet ind i et Word dokument. Og netop kontrasterne, det uventede og det overraskende, er kernen i  SEX IN CONCERT, der både spiller på vores intellektuelle trang til at forstå og tolke teksterne, vores kunstneriske umættelighed når det gælder vokalensemblets unikke stemmer, samt vores alle sammens indbyggede liderlighedsknap. For når ÆTLA – trygt placeret i instruktør Johan Klint Sandbergs ferme hænder – ifalder tonerne af hud der mødes, lige så naturligt som de løser madrigalernes flerstemmige gåder, så løftes renæssancens toner til et kontemporært kunstværk.

    Sex er mikrobiologisk migration. Foto Casper Koeller, Sceneblog.dk

    Når to kroppe kysser, udveksler de bakterier, der derefter skal leve videre i munden på den anden, som små immigranter i et nyt land. Sex er mikrobiologisk migration.

    Teksterne på bagvæggen, der med sit Word dokument-look irriterende præcist rammer lige ned i vores alt for velkendte kontorlandskabssamfund, er skrevet af så forskellige folk som den danske forfatter Amalie Smith, den engelske barokdigter og præst John Donne, den amerikanske R&B sanger Marvin Gaye og den koreansk/tyske filosof Byung-Chul Han, samt instruktøren Johan Klint Sandberg selv. Og Word dokument teksterne er både poetiske, politiske og provokerende – på den fede måde.

    Men selv om man gerne vil følge med i teksterne, er madrigalernes vokalstykker så overvældende i rummet, at det komplekse stemmeunivers som ÆTLA frembringer, uundgåeligt fylder hele ens sind og krop – præcis som den første kærlighed.

    Vi slider huden af hinanden ved bare at kysse og sutte og elske. Foto Casper Koeller, Sceneblog.dk

    Det er som om, vi bliver yngre og yngre. Folder os ind i en tvillingefostertilstand, slider huden af hinanden ved bare at kysse og sutte og elske, så hjertet bliver blødt som en klat smør på kroppens grød.

    Teksterne komplementerer smukt tonerne i Matias Vestergårds nykomponerede møde mellem renæssancen og nutiden, og det fantastiske vokalensemble ÆTLA – der grundet barsel og andre engagementer, denne gang bestod af Christine Bach Tofft, Liv Larsen-Lechuga, Sara Amalie Heise, Martine Johanne Tordendahl, Joseph Mossop, Hávard Magnussen, Jaroslaw Kalas og Nikolaj Vangdrup Høybye – er som sagt uendeligt smukke i deres performative væsen i SEX IN CONCERT. Et musikalsk scenekunstværk, der ikke alene overrasker i sin brunstige form med de indlagte kropslyde, værket nailer også samtidens behov for sex og poesi, politik og provokationer.

    Jeg nåede ikke… Foto Casper Koeller, Sceneblog.dk

    Du kom tæt på hurtigt. Jeg nåede ikke…

    Vokalensemblet ÆTLA, samt instruktøren Johan Klint Sandberg og komponisten Matias Vestergård, rammer med SEX IN CONCERT så præcist ned i menneskets væsen, at værket burde ophøjes til en plads blandt stjernerne. Det kan jeg ikke give dem. Men jeg kan give dem seks stjerner.

    SEX IN CONCERT blev uropført for fulde huse i Christianshavns Beboerhus fra d. 18-22. marts, 2026, men jeg er ikke i tvivl om at det fascinerende værk stadig har et langt liv foran sig.

    Foto: Casper Koeller, Sceneblog.dk

    SE MERE HER OM ÆTLA OG SEX IN CONCERT