⭐⭐⭐⭐⭐
En råkold vinterdag i 2002 kørte Kirsten i sommerhuset.
Nønne Mai Svalholm er iscenesætteren, Aarhus er byen, og det er i Arne Jacobsens smukke rådhus de blodrøde faner fortæller de alt for autentiske historier om kvindedrab i Danmark. Kontrasten til den smukke sal er tydelig, for selv om det er forfatter Line Vaabens stemme vi lytter til, er det Svalholms flagkoreografi der understreger den utilgivelige statistik på 536 dræbte kvinder i Danmark i perioden 1992-2016.
Som de oprindelige amerikaneres talestav giver Nønne Mai Svalholm de dræbte kvinder taletid med sine blodbestænkede faner. De skulpturelle faner – som Svalholm har skabt på Statens Værksteder for Kunst – udstilles efterfølgende på Kunsthal Aarhus, men i Rådhusets storladne sal flyver de om ørene på publikum, der sidder rundt om Svalholms dansere.
Danseforestillingen RED FLAG – DRAB PÅ KVINDER I DANMARK er bl.a. skabt på baggrund af journalist Line Vaaben og retsmediciner Asser Hedegård Thomsens bog ”En forudsigelig forbrydelse – kvindedrab i Danmark”, og både faner og forestilling er skabt, fordi det er i kunsten Nønne Mai Svalholm søger hen, når hun har brug for trøst. Hvilket igen er grunden til at vi andre kan opleve værker som dette, der er med til at sætte fokus på et utroligt vigtigt emne.
Det var sidste gang, Grethe blev set i live.
Svalholms dansere, der ud over solisterne Thjerza Balaj, Aline Sánchez Rodríguez og Ar Utke Ács tæller seks karakterdansere på 60+, indleder forestillingen med at ånde tungt. Og lige som i Svalholms forestilling BREATH i hendes dobbelt performance COLLECTIVE MATTER fra 2023, er det en fornemmelse der langsomt sniger sig ind og rammer publikum før de ved det. I BREATH var det store oppustelige skulpturer af Henrik Vibskov der rent visuelt tog pusten fra os, og i RED FLAG er det Svalholms egen flagkoreografi der dominerer og tegner forestillingen. Men dansernes udtryk, bevægelser og åndedræt er det der skaber intensiteten, for den levende fysiske æstetik er altid et vigtigt element i Svalholms værker, og i arbejdet med RED FLAG har det været vigtigt at lytte til dansernes følelser for at ramme rigtigt.
I den – rent æstetisk set – grufuldt smukke RED FLAG – DRAB PÅ KVINDER I DANMARK indgår tre fortællinger om drab og drabsforsøg, både omhandlende et velstående akademikerpar, en historie fra en helt almindelig arbejder familie, og en tredje skæbnesvanger beretning om et ganske ungt par i gymnasiet. Og når forestillingen indledes med fortællingen om akademikerparret, hvor kvinden Kirsten bliver overfaldet af sin mand med en hammer, men overlever angrebet, og den fantastiske danser Thjerza Balaj så mod slutningen af forestillingen gestalter Kirstens smadrede ansigt, der langsomt heler, så er ringen sluttet, og de røde flags betydning står klart for enhver.
Nønne Mai Svalholms RED FLAG – DRAB PÅ KVINDER I DANMARK opføres på Rådhuset i Aarhus d. 1-3. marts 2024.
Foto: Peter Ravnsborg