The void is endless.
I den udlagte kreds starter skriget, udenfor kredsen udvikles det, og i et uendeligt loop forsøger Teo Ala-Ruona at bekæmpe sine indre dæmoner.
Toaster & Live Art Danmark afholder hen over de næste syv uger performancefestivalen Managing Discomfort på Husets teater, med to selvstændige performances samme aften i et par dage. Og selv om Sceneblog ikke har ressourcer til at dække hele festivalen og alle fjorten performance værker, vil enkelte nedslag dog være at finde her på siden.
Festivalen handler om hvordan vi håndterer ubehag, og vi starter med LACUNA af Teo Ala-Ruona og THE WELL af Maria Metsalu, oplevet d. 29/2.
Fællesnævneren for de to værker er selvets mening, i en verden der sætter betegnelser på alt, men hvor betegnelserne ikke altid passer sammen med det levede liv. Og på forskellig vis går de to værker så til yderligheder i fortællingerne om selvet – både det bevidste og det ubevidste.
Parts of my body are painful parts. Come with me to the void. I don’t want to be alone.
Teo Ala-Ruona forlader cirklen for at få støtte, for ikke at være alene med sine dæmoner. Stroke my back – follow the spine – siger performeren til enkelte publikummer, og det er tydeligt at den martrede sjæl kæmper for at finde sig selv. Ala-Ruonas åbne mund skriger et tavst skrig, men det trænger ind overalt hvor der er empati at hente hos publikum, for det er ikke svært at tolke desperationen.
Men pludselig bliver Teo Ala-Ruona hvæsende og ondskabsfuld som en Voldemort, og med fortællinger fra barndommen hvor Teo spiste sin afføring, og på den måde recirkulerede sig selv, trænger historien om LACUNA – hullet/åbningen/tomheden – sig på, og performerens pinsel tager til i intensitet.
I am trying to exorcise the ghost out of me. My therapist taught me how.
En tung elektronisk lydside fra livepulten fylder rummet mens vi overværer Ala-Ruonas kamp mod de spøgelser der fylder både sindet og kroppen, og som en udviklingshistorie oplever publikum performeren gå til grunde og få håb på samme tid. For LACUNA er ingen lineær fortælling, det er snarere et øjebliksbillede af nuet som det fremstår i Teo Ala-Ruonas relation til publikum.
Relationen til publikum er til gengæld en helt anden i Maria Metsalus THE WELL, hvor hun bogstaveligt talt pisser på det hele.
I have four psychoanalysts. One for every day. Friday and Saturday I party, Sunday I pray.
Maria Metsalu og Bosa Mina deler skrivetavler ud, for derefter at stille sig hånd i hånd og tisse på gulvet. I THE WELL bliver Metsalus karakter sænket ned i en brønd af sine fire psykoanalytikere, med opgaven at skrive en ny verdensstruktur, og der er ingen tvivl om Metsalus budskab om at verden skal ændres, men at det ikke bliver nemt.
For selv om Metsalus karakter ser sig selv som både komponist, alkymist og tryllekunstner, så skal verden jo passe til selvet man har bygget op, og hvis det ikke passer sammen, så er den følelsesmæssige apokalypse jo umiddelbart forestående.
Everything happens in the mouth. The well never dries up.
Sammen med Bosa Mina udforsker Maria Metsalu enhver mulighed for opdyrkelse af relationer der kan bidrage til skabelsen af en ny verdensorden, og fra brøndens dyb – en sort plasticlænestol – dyrker Metsalu det intense, det mørke, det våde og det erotiske med alle forhåndenværende midler.
Som tiden går breder den søde duft af fersken og urin sig i rummet, og det spejlblanke scenegulv er blevet en sjaskvåd legeplads for Metsalu, der i modsætning til i Teo Ala-Ruona i LACUNA, grådigt tager for sig af enhver opstået mulighed eller chance for liv hun møder på sin vej.
Maria Metsalu og Teo Ala-Ruona er hinandens modsætninger, men sammen er LACUNA og THE WELL et interessant bud på hvordan selvet kan udfordres i 2024.
LACUNA og THE WELL blev vist på Managing Discomfort Performance festival d. 29/2-1/3 2024.
Foto: Casper Koeller, Sceneblog