⭐⭐⭐⭐⭐
Bare fordi noget er ældgammelt, behøver det ikke være kedeligt eller uaktuelt. Christoph Marthaler – stjerne såvel som enfant terrible – bringer verdens ældste opera up to date.
Barokoperaen POPPEAS KRONING, som komponisten Claudio Monteverdi og librettisten Giovanni Francesco Busenello efter alt at dømme skabte i 1640’erne, bygger på historiske begivenheder og rigtige personer, men er derefter fri fantasi. Og da hverken originalpartituret og -librettoen eksisterer længere, er operaen guf for enhver der vil fortolke, mene og tænke hvad de vil om det voldsomme drama. Og således også Christoph Marthaler, der sammen med sin sceniske medsammensvorne – scenografen Anna Viebrock – har skabt sin helt egen POPPEAS KRONING, som nu opføres på Det Kongelige Teaters Gamle Scene på Kgs Nytorv.
Dramaet i operaen er universelt og tidløst, for det handler om magt, sex og intriger, alt sammen udført med mest mulig dødelig vold til følge. Det var sådan det blev skrevet i midten af det 17. århundrede – som sagt bygget på endnu tidlige virkelige begivenheder – og det foregår i verden den dag i dag. Tænd bare for TV’et, hvor nyhederne strømmer ud om verdens despoter og eliten, der dagligt behandler resten af verden som skidt, med død og ødelæggelse til følge. Og slår du over på såkaldt reality-TV, så er det også magt, sex og intriger der får seertallene til at eksplodere. Så det er intet under at Christoph Marthaler placerer sin POPPEAS KRONING langt fremme i tiden, i en tid hvor fascisme og skråremme var fremherskende overalt.
Helt kort handler det om kejserens unge elskerinde Poppea der vil være kejserinde, Kejser Nero der bliver blød i knæene og vil lade skille for at kunne gifte sig med Poppea – meget mod den kloge rådgiver Senecas råd – og kejserindens kamp mod overmagten og Neros begær. For slet ikke at snakke om den ulykkelige Ottone, en tidligere elsker der stadig elsker Poppea.
Og ja, det ender så med at koste Seneca livet, samt en forvisning af både den detroniserede kejserinde og den ulykkelige Ottone. I 1700-tallet blev det udlagt som en stor sejr for kærlighedsguden Amor at den smukke Poppea og den magtfulde Nero kunne få hinanden, mens man i dag jo nok ville tænke at det hele var lidt ufint gjort af Poppea. Og Christoph Marthaler – han lægger som sagt et lag af nutid ind over dramaet, og scenografen Anna Viebrock kreerer et stort nutidigt byggeri, der kunne være en skole, et rådhus, et fængsel eller et socialkontor, med et utal af anonyme døre, trapper og balkoner, der alle indgår i Marthalers iscenesættelse som platforme for både handlingens intriger og vold, men også for indsatte demagogiske taler med fascistoide træk. Plus et utal af små kække lystige indfald, så publikum ikke bare hensygner i vold, fordærv og moralsk forfald. Og lad mig sige det som det er – nogle vil elske det – andre vil hade det.
Og så er vi slet ikke nået til Concerto Copenhagens pragtfulde baroktoner, der med kyndig hånd styres af Lars Ulrik Mortensen, Danmarks ubetinget bedste barokfortolker. Monteverdis kompositioner flyder ud over Gamle Scene som var de skabt til rummet, og bare det at se instrumenter som de to ærkelutter i orkestergraven, kan næsten give mig gåsehud.
Det er Kerstin Avemo der synger Poppea med drilsk stemmeføring, det er kontratenorerne Kangmin Justin Kim og Morten Grove Frandsen der synger den magtfulde Nero og den ulykkelige Ottone, og det er stjernen Anne Sofie von Otter der er blevet hentet til København for at synge Ottavia, Kejserinden der bliver kanøflet. Og ikke en tone bliver sat forkert. Jeg er vild med det.
Så hvis du er til en udfordring a la Christoph Marthaler, så sus ind på Gl. Scene hvis der stadig er en billet til salg. Enten vil du elske det…
POPPEAS KRONING spiller på Det Kongelige Teaters Gamle Scene på udvalgte datoer ml. d. 26/4 – 4/6, 2026.
Foto: Miklos Szabo