⭐⭐⭐⭐⭐
Lollike kigger sig ikke tilbage.
Mere symbolsk kan det næsten ikke blive, når Teater Sort/Hvids markante direktør Christian Lollike som sin afskedsforestilling iscenesætter ORFEO. Historien hvor Hades – som betingelse for at Orfeus’ hustru Eurydike skal overleve – kræver, at Orfeus ikke kigger sig tilbage, når han henter sin elskede i underverdenen. For Christian Lollike kigger sig helt sikkert heller ikke tilbage når han træder ud i virkeligheden, ud af mørket på Sort/Hvid, og teatret overlever da også helt sikkert med fantastiske Nathalie Mellbye ved roret.
Men nok om det. For lige nu spiller den vilde ORFEO i Staldgades underverden, hvor det musikdramatiske rekviem fylder alle Sort/Hvids m2, og slagtehallerne er indrettet som dødsriget hvor vi alle er gæster. Publikum er på forhånd blevet bedt om at komme i sort, og vores status understreges ved at vi alle får udleveret en hvid, florlet chiffon maske, så alle er ens i dødsriget.
Ku’ vi kalde ham frem, en sidste gang, var vi fri for at synge vores klagesang.
Dødsriget i ORFEO består af mange rum, med små scener der udspilles tæt på de gæster der tilfældigvis er i rummet, men ORFEO opleves også i det store, mere traditionelle scenerum, hvor publikum sidder ned og følger historien, fremført af både sangere, skuespillere og musikere i fælles forståelse. Og når dirigenten Magnus Larsson med et opfordrende blik næsten umærkeligt får publikums stemmer inkorporeret i sangen, føler vi os – de afdøde på rækkerne – for alvor som en del af sjælemessen.
Det vildeste cast af operasangere – Frederikke Kampmann, Morten Grove Frandsen, Conny Thimander og Steffen Bruun – fører an rent vokalt, og med fantastiske Copenhagen Phil bag instrumenterne, samt skuespillerne og performerne Louisa Aisin, Nana Francisca Schottländer og Kristian de Linde – og ikke mindst Madame Nielsen – er det en overvældende udgave af sagnet om Orfeus der opføres i den immersive ORFEO.
På baggrund af komponisten Monteverdis L’Orfeo, har Rasmus Zwicki komponeret og skabt det overvældende arrangement i ORFEO, og ud fra Striggios libretto fra samme, har Christian Lollike og Madame Nielsen i samarbejde med de øvrige medvirkende udfærdiget tekster, som med bidrag af Henrik Zetterberg-Nielsen fremføres på adskillige plan i forestillingen.
I et hvidt støvet rum med afbrækkede grene omkring sig står Madame Nielsen, hypnotiserende som et svajende træ mens hun taler til os afdøde, og rækker ud med fingre som tørre kviste der snart knækker af for at slutte sig til de andre grene på jorden. Madame er et skulpturelt unikum, og i ORFEO, i hænderne på scenograferne David Gehrt og Ida Grarup, er hun ikke blot fortælleren, hun er inkarnationen på dødsriget.
I et andet rum lægger Louisa Aisin tarotkort for mig, måske for at se hvilken plads jeg kan indtage i dødsriget, og i et tredje rum huserer Frederikke Kampmann, der som statholder herser med gæsterne om hendes bord, når de ikke synger højt nok.
Orfe-e-o, du ville skabe det perfekte – du troede på staten – du troede på folket.
Adskillige flere rum byder sig til, og i det nok mest syrede rum i dødsriget ligger Nana Francisca Schottländer henslængt i en verden af hvide ligklæder, og med udsøgt akkompagnement fra en cello, fortæller hun historier der hurtigt får dig fanget i hendes fascinerende spind.
Christian Lollikes labyrintiske rekviem ORFEO er et fornemt tværkunstnerisk farvel, der ikke blot fremhæver Lollikes uomtvisteligt store scenekunstneriske begavelse, men også sætter et værdigt punktum for en epoke i Sort/Hvids historie. En historie der afsluttes med et musikalsk pragtmåltid i mørkets mol, men som fortsætter i lysets dur med Natalie Mellbye for bordenden.
Du troede på verdensånden, derfor gav vi dig alt vor lid, derfor gav vi dig al vor tid. Derfor sad du for enden af vort bord.
ORFEO spiller på Teater Sort/Hvid fra d. 19. april til d. 4. maj, 2023.
Foto: Emilia Theresa