⭐⭐⭐⭐
Say their names. All the creatures in the forest. Say their names.
På Blaagaard Teater hædrer Astrid Grarup Elbo alle de døde kvinder, der i patriarkatets navn genopstår i skoven som små yndige alfer i strutskørter, fordi det passer ind i fortællingen. Patriarkatets fortælling.
Astrid Grarup Elbo – den med god grund feterede solodanser fra Den Kongelige Ballet – har nu i et godt stykke tid vist kløer, og skabt værker hvor hun selv har danset og koreograferet sine tanker ud til omverdenen. Og Elbo har meget på hjerte.
På Blaagaard Teater præsenterer hun sammen den dansk/tyske strygertrio TOECHTER en fin lille fortælling om objektivisering af kvinder – ikke mindst set ud fra en balletdansers ståsted. Og som et statement er det både passende og til tiden, da den traditionelle form for ballet jo er under velfortjent debat allerede, i form af diskussioner og opgør med fordums tiders måder at behandle dansere på – både i skolerne, i prøvesalen og på scenen. Og da den Reumert-prisbelønnede Astrid Grarup Elbo i 2023 fik tildelt ridderkors af Dannebrogordenen, så det er altså ikke blot en kunstner der kan sin metier til tåspidserne, det er også en Ridder af Dannebrog, der nu gør oprør. Dobbelt vil nogle ganske givet sige. En kunstner af tiden siger jeg.

I OB(E)JECT indkalder Elbo – i form af et grønt skovvæsen med snegle og gevækster op og ned ad armene, voldsomme pigge på ryggen, og tørre grene der vokser ud af hovedbunden – alle skovens væsner til samling, for kun sammen står de stærkest, og kun i et fælles opråb vil de blive hørt.
Og selv om danseren i sin egen koreografi bibeholder tåspidsdansen og de strakte vriste, så er det i hendes rap protesten høres klarest. All the creatures in the forest. Say their names. Say their names.
Men danseren står ikke alene, for på trods af at Astrid Grarup Elbo – ud over sin dans og rap – står for både koreografien, iscenesættelsen og den kunstneriske idé bag OB(E)JECT, så er det søsteren Katrine Grarup Elbo der er komponisten i forestillingen, hvor strygertrioen TOECHTER også fylder en del.

Strygertrioen TOECHTER, med Lisa Marie Vogel på bratsch, Marie-Claire Schlameus på cello, samt Katrine Grarup Elbo på violin, overtager efter et stykke tid lige så stille både scenen og scenerummet på Blaagaard, hvor deres sfæriske, landskabsformende numre er en overflod af klassisk sarte toner, blandet med elektroniske beats og porøse stemmer i den skov, som Astrid Elbo lige har skabt foran øjnene af os.
I OB(E)JECT bruger Danmarks fremmeste prima ballerina sin platform til at råbe vagt i gevær, og giver de mange balletelskere over hele landet lidt at tænke over, næste gang de skal til ballet.
OB(E)JECT vises på Blaagaard Teater fra d. 17. til d. 21. februar, 2026.
Foto: Maria Albrechtsen Mortensen