⭐⭐⭐⭐
Sidste stop på ruten?
Ægteparret Bill og Nancy er efter overstået guldbryllup flyttet i en kønsløs seniorbolig, sidste stop før Sankt Peter og Perleporten. Med mindre man altså som Nancy fortæller over middagsbordet, at hun vil skilles – og Bill blot svarer OK. For så er verden jo igen åben, og de kan hver især gøre alle de ting de altid har ønsket sig.
Eller kan de? For hvad siger børnene, og har de overhovedet noget at skulle have sagt?
Den amerikanske dramatiker Bess Wohls NYE TIDER på Folketeatret er en klassisk opbygget situationskomedie, der i Kasper Wiltons instruktion lader en skarp Ulla Henningsen og en genopstået Waage Sandø kæmpe om pladsen i livet, der ikke længere har så meget at byde på. Og som om det ikke var nok, så blander deres to sønner sig i beslutningen – for rollen som forældre slutter aldrig, og må aldrig skuffe.
Kim Hammelsvang er den melodramatiske søn Bob, en ensom dramalærer, der selv på one-night stands har behov for at blive anerkendt for sine følelser (dog primært omkring arbejdet med en skolekomedie med 164 børn), og bestemt ikke synes det er acceptabelt at hans forældre vil skilles. For hvad med Juleaften?
Kasper Leisner er Bobs storebror Ben, en succesfuld advokat der er gift med terapeuten Jess, der ud over at være gravid med Ben, stadig tror at kærlighed er mulig. Og hvor Ben er en rigtig macho mand, der mener at han altid har været den der ordnede alting i familien, så gør Marie Sandø Jondal som Jess et reelt forsøg på at tackle svigerforældrenes skilsmisse som en krise i hendes terapeutiske virksomhed.
Jeg lærte at leve med alt.
Sandheder kommer for dagen, skuffelser kommer op til overfladen, og alle rollerne i familien understreges i Bess Wohls NYE TIDER, der desværre er lidt for meget amerikansk sitcom, og lidt for lidt følelser der når ud over scenekanten. For med et aldeles velfungerende cast på scenen – med en solidt velspillende Waage Sandø og en skarp afmålt Ulla Henningsen i front – er der ikke en finger at sætte på udførelsen, men 2 timer og 20 minutter i forudsigelighedens tegn bliver efter min smag en kende for langt.
NYE TIDER spiller på Folketeatrets store scene i Nørregade fra d. 12/4 – 5/5 2024.
Foto: Gudmund Thai