Anmeldelse: METER I SEKUNDET // Folketeatret

⭐⭐⭐⭐⭐

Karla Rosendahl er summen af alle vidunderlige ord i Stine Pilgaards METER I SEKUNDET.

Summen af alle de ord som tilflytteren Marie er vant til at bruge, alle de ord og sætninger hun så smukt benytter sig af til at beskrive verden med, alle de ord som de gode folk i Velling ikke mener man behøver at sige, for det er da rigeligt med et Ja, det kan vi ikke løbe fra, eller et Tak, fint.

Men i Stine Pilgaards historie fra det virkelige liv, om mødet med de korte sætningers land, følger vi en aldeles vidunderlig Karla Rosendahl som Hun, Marie, tilflytteren og påhænget til digteren Rasmus der skal være lærer på Velling Højskole. Og hun vil så gerne være en del af det hele, men selv om hun virkelig forsøger at snakke med de lokale, så har Marie en oplevelse af at blive skubbet længere og længere væk, ud over en kant mod en afgrund af ensomhed, som kun Stine Pilgaard kan formulere det.

Karla Rosendahl og Tom Jensen.

Måske tænker du for meget over tingene, siger den lokale købmand. Og måske er det præcis det, der er bypigen Maries problem – hun er vant til at tænke over tingene, analysere og drage konklusioner, og ikke mindst udfolde sine tanker i lange sætninger, der i mange sammenhænge ville blive betragtet som dybe og smukke, men i Velling falder fuldstændigt ned mellem hylderne i købmandsforretningen eller ved siden af dagplejemorens emsige gøren og laden.

Folketeatret og Aalborg Teater har koproduceret musikforestillingen METER I SEKUNDET efter Stine Pilgaards roman, der er blevet effektivt dramatiseret af Jens Christian Lauenstein Led. Og opsat som musikforestilling – eller et musikalsk højskoleophold, som Folketeatret selv formulerer det – fungerer Pilgaards tekst aldeles fortrinligt i Katrine Gjerdings stiliserede scenografi, med livemusikerne Anton Johannes Hejl, Hal Parfitt Murray, Villads Hoffmann og kapelmester Jakob Lindbirk på scenen.

En skøn Pernille Schrøder fører an som højskoleforstander i fællessangen med publikum.

Både på grund af et skønt cast, der ud over Karla Rosendahl som hovedpersonen, hvis ordstrøm og tanker vi gladeligt lader os synke ned i, blandt andet tæller en pragtfuld Tom Jensen som den spot on stille købmand i butikken, hvor alt bliver 271 kroner når det slås ind på kasseapparatet – plus rollen som den underspillede kørelærer Parkerings-Peter, hvis karrieremæssige højdepunkt viser sig at blive Maries beståede køreprøve (efter 86 køretimer og flere udbrændte kørelærere). To små karakterer der meget stille faktisk siger ret meget.

Men også Rikke Westi, Niels Anders Manley, Pernille Schrøder og adskillige andre gode skuespillere fungerer perfekt i Anastasia Holst Nørlunds gennemførte iscenesættelse, der balancerer lige på kanten af det karikerede, men holder fast i kærligheden til de korte sætningers land. Og når man så endda får udleveret et sanghæfte på vej ind i salen, så alle af karsken bælg kan synge med på de vidunderlige højskolesange, der har fået nye ord af Stine Pilgaard, så er det svært ikke også at holde af de skønne karakterer i METER I SEKUNDET.

METER I SEKUNDET spiller i København på Folketeatret i Nørregade, fra d. 31. januar til d. 15. marts, for derefter at turnere i hele Danmark på udvalgte datoer frem til 15. maj, 2026.

Foto: Büro Jantzen

SE MERE HER OM METER I SEKUNDET PÅ FOLKETEATRET