Anmeldelse: GULDKALVEN // Mungo Park

⭐⭐⭐⭐

Æstetik & kapital. Løfter & drømme. Virkelighed.

Marie Louise Wille fører an som lægen Marie Krogh i forfatter Zakiya Ajmis portræt af virksomheden Novo Nordisk, der går fra at leve på et renfærdigt løfte om at redde menneskeliv, til at følge aktiekurserne, og grådigt ende med at fodre verden med slankepiller.

I en æstetisk set super smuk scenografi af Christian Albrechtsen, hvor enorme arterieskulpturer i guld og hvidt er det eneste der bryder Mungo Park scenens stilhed, er det Marie Louise Wille der i hele første akt viser vejen for lægeparret Marie og August Krogh, der i 1923 hjembragte opskriften på det epokegørende lægemiddel Insulin.

Og hele den første del af forestillingen GULDKALVEN, hvor forholdet mellem Marie Krogh og hendes mand, lægen og Nobelprismodtageren August Krogh fylder historien, er klart den stærkeste del af forestillingen, som Nicolei Faber har instrueret på Mungo Park. Zakiya Ajmis manuskript, der bl.a. er baseret på Hanne Sindbæks bøger De Renfærdige og August og Marie – har lagt vægt på Maries betydning for både parforholdet og udviklingen af den virksomhed, som i dag er kendt som Novo Nordisk, og hele stemningen, hvor parrets hvide lægekitler, Christian Albrechtsens skulpturelle scenografi og Maries stædige kamp mod egen sygdom, resulterer i en melankolsk traurig underliggende vibe, der er overraskende smuk i egen ret.

Henrik Prip, Sebastian Henry Aagaard-Williams, Marie Louise Wille og Ernesto Carbone mens arterieskulpturerne endnu ikke er blevet til guld.

Det er Mungo Parks eget ensemble der spiller alle karakterer i fortællingen, og Henrik Prip, Marie Louise Wille, Ernesto Carbone og Sebastian Henry Aagaard-Williams spiller dadelfrit, både i første akt, og i anden akt efter pausen, hvor vi er sprunget frem en nutid, hvor Novo Nordisk ikke længere kun tænker på at redde menneskeliv, men mindst lige så meget på at holde aktionærerne glade. Men det er som om det er to forskellige forestillinger, for anden del bliver hurtigt meget forudsigelig, med fortællingen om en virksomhed der vokser væk fra idealismen og ind i kapitalismen.

Men som forestilling er GULDKALVEN interessant, og bare Marie Louise Willes præstation som den oversete læge Marie Krogh, midt mellem Christian Albrechtsens gyldne skulpturer, er det hele værd.

GULDKALVEN vises på Mungo Park i Allerød fra d. 31. januar til d. 24. februar, så vises den i marts på Mungos scene på Grønnemose Skole i Gladsaxe, og så igen i Allerød i november, 2026.

Foto: Issam Tahib

SE MERE HER OM GULDKALVEN PÅ MUNGO PARK