Der er to helt fantastiske begivenheder i København for tiden, hvis du er til performancekunst. Managing Discomfort Performance Festival, sat i scene af TOASTER og Live Art Danmark i Husets Teater, samt den internationale performance biennale IPAF Festival 2024, præsenteret af det legendariske Warehouse9.
Og hvor du har bedre tid til at tænke dig om mht Managing Discomfort Performance Festival, der viser spændende performanceværker fra d. 22/2 – 19/4, så har du rigtig travlt hvis du vil opleve hvad IPAF Festival 2024 har at byde på, da den intense biennale kun viser tænder fra d. 13/3-17/3, på tre forskellige lokationer. Det er i Husets Teater, i Dansekapellet, og ikke mindst i Warehouse9’s nye domicil på Rosenlunds Allé 5 i Vanløse, hvor de utrættelige kuratorer og kunstneriske ledere Jørgen Callesen og Emma Castro Møller har sat både workshops, queer community singing groups og performative events i scene.
Warehouse9 er året rundt en multidisciplinær kunst- og performanceorganisation indenfor queer kunst, og de kunstneriske ledere Jørgen Callesen og Emma Castro Møller har store planer for deres nye domicil i de flotte værkstedsbygninger i Vanløse. Bygningerne skal – i modsætning til det gamle fredede pakhus i Kødbyen, med dets begrænsede muligheder for nytænkning – overvejende udvikle sig som et værksted og en udviklings hub for ideer fra LGBTQIA+-kunstnere og kulturudøvere.
Se de to festivalers program nederst i artiklen – og skynd dig hvis du vil opleve det hele.
Men tilbage til dagens double bill i Husets Teater, med de to performances af hhv. Martin O’Brien og Sall Lam Toro.
Martin O’Briens AN AMBULANCE TO THE FUTURE (THE SECOND CHANCE) er en decideret mavepuster, med O’Briens fortælling om hvordan en person køber sig til udødelighed, ved at have sex med selveste The Grim Reaper – døden.
Eternity isn’t what it was supposed to be.
Døden, der har hørt så meget om sex, men aldrig har prøvet det selv, indvilger i at tilbyde fortællingens protagonist udødelighed, noget døden ellers aldrig har tilbudt dødelige væsener, for selve begrebet udødelighed er ikke til at forstå eller fatte – før man står i det.
Med en film der kører på væggen og en fortæller der læser historien op, får man både visuelle og auditive indtryk der ikke lige er til at fjerne igen, for udødeligheden som vores hovedperson oplever, viser sig at være betydeligt mere omfattende i sit væsen end han havde forestillet sig. Vores hovedperson ville gerne hvile i sig selv som den grønlandske haj, der lever op mod 400 år på havbunden, hvor den i mørket kan cruise rundt og finde kadavere den kan mæske sig i, men udødelighed rummer så uendeligt meget mere end stilhed.
Immortality was painful.
Den uvirkelige virkelighed som udødeligheden viser sig at være i Martin O’Briens dystopiske fortælling – der begynder i smerte (programpapirets disclaimer om scrotal piercing er ikke løgn), og ender i grønt slim der omslutter verden – er så ødelæggende for enhver konstruktiv tanke, at fortællingen bliver decideret klaustrofobisk i sin form, der med Zack Menell og en maskeret tjenende ånd i levende live på scenen, bogstaveligt talt lever op til ånden i mantraet Managing Discomfort.
Jeg blev blæst bagover af den intense stemning som både tekst, visuals og live performance bød på i Martin O’Briens AN AMBULANCE TO THE FUTURE (THE SECOND CHANCE), hvor det er lykkedes at skabe et trebenet performativt rum, der i sin meget præcise kommunikation med publikum indgyder mindst lige så meget respekt som det ubehag der kryber langs væggene.
Ganske anderledes var oplevelsen af Sall Lam Toros OBSIDIANA, ESTRANHA, ERÓTICA E ULTRAVIOLETA, hvor det var de eksperimenterende og udforskende elementer der dominerede.
The colour of my true love.
Sall Lam Toro’s bidrag til festivalens double bill gav et rigtigt fint indblik i en dedikeret arbejdsproces. En proces, hvor arbejdet indad, men også ud til publikum, fokuserede på en tidsmæssig og multidimensionel flygtningehed under indflydelse af rosenkvarts og obsidian, der ifølge mange giver en forbindelse til rodchakraet, og hjælper med at fjerne negative energier.
Scenografien i rummet var således enkel, med en neonfarvet stol stående i et helt sort rum, hvor der ud over to næsten usynlige dansestænger i baggrunden, var skabt et hjerte af obsidian i midten. Og vigtigst af alt, et mindre alter, der – ud over tilkendegivelser af støtte til verdens brændpunkter og flygtninge – var fyldt med både rosenkvarts og obsidian i rigelige mængder.
Suziethecockroach og Sall Lam Toro selv var performere i værket, hvor det ultraviolette lys fremhævede de neonfarvede elementer i scenografien, såvel som de to performere i deres økoerotiske koreografi, både på gulvet, omkring dansestængerne, og ikke mindst i deres meget utilslørede lapdance på en tilskuer i den neongrønne stol.
I choose you. I choose me. I choose us.
OBSIDIANA, ESTRANHA, ERÓTICA E ULTRAVIOLETA er et work in progress, og en versionering af et tidligere værk (OBSIDIAN DREAM LOVE LETTERS), der blev vist til Close Encounters: Embodied Journeys festival i 2023.
Festivalernes double bill med Martin O’Brien og Sall Lam Toro på Husets Teater blev vist d. 14-15/3 2024.
Foto: Sceneblog
SE MERE HER om IPAF Festival 2024