⭐⭐⭐⭐⭐⭐
Allerede fra start af ved man hvem der svinger taktstokken i Verdis MACBETH. For de toner der følger Lady Macbeth i dramaet som Shakespeare satte i verden, og Giuseppe Verdi så magtfuldt har komplementeret med sin stærke musik, sætter sig i dig med det samme, når du ser Lady Macbeth for første gang. Og når karakteren så endda bliver sunget af den pragtfuldt intimiderende Marigona Qerkezi i Benedict Andrews’ ondt forførende iscenesættelse, så er det lige før man gemmer sig ovre i hjørnet sammen med tronraneren Macbeth.
Den voldsomt store, øjensynligt tomme, men alligevel overraskende intime scenografi af Ashley Martin-Davis – nøje udført og koordineret med lysdesigneren Jon Clark – spiller en stor rolle i Benedict Andrews’ moderne iscenesættelse. For når frithængende LED lamper og kjoler nok til et helt hold af hekse fires op og ned, og de tre kolossale vægge begynder at bevæge sig, begynder at åbne sig gennem skjulte døre, eller med en Rubiksternings præcision forrykkes så Operaens bagscene bliver en del af dramaet, så behøver Benedict Andrews kun en skålfuld guldglimmer for at virkeliggøre de dramatiske tronskifter i MACBETH.
Det er godt tænkt, for det er helt enkelt i al sin komplicerede synergi. Og det er smukt.
Hekse, åndesyn, overtro, blod og politik. Samt en foruroligende underskov af Disneyland after dark vibes med tegneseriefigurer, uskyldige kaniner og julemænd med store knive for at understrege uhyggen i det uskyldige. Benedict Andrews’ MACBETH har det hele.
Benedict Andrews’ vilde iscenesættelse, hvor dramaets herrer alle er i gråtonede jakkesæt og alle kvinderne – selv heksene – i lyseblå skirt suits, er tydeligt nok flyttet frem i tiden. Men dramaet, bedraget, magtbegæret og sindssygen er alt sammen intakt, som var det på ruder konges tid.
Både Shakespeares drama og Verdis toner er tidløs kunst – spørgsmålet er blot hvordan man ønsker at formidle den kunst, som generationer af mennesker har overværet, naglet til stolerækkerne i åndeløs spænding. Og at Benedict Andrews vælger den moderne verden for at vise at magtbegær, undertrykkelse og drab på uskyldige er tidløst, er kun beundringsværdigt.
Det er Den Kongelige Operas egen baryton Jens Søndergaard der synger Macbeth, og ud over at han med denne fremragende præstation fremover – i endnu højere grad – må betragtes som værende det absolutte førstevalg til partier af denne karakter, så er det helt vildt hvordan han vokser i rollen, med den smukke arie Pietà, rispetto, amore som et afsluttende og afgørende øjeblik i operaen. Her får vi Jens Søndergaards stemme at føle i al Macbeths afmægtighed, her ved vi at alt håb er ude.
Med de pragtfulde solister Jens Søndergaard og Marigona Qerkezi i front, og Det Kongelige Operakor som alt fra vidunderligt syngende hekse, mordere og dansere, til undertrykte borgere og hæklende seniorer, samt Det Kongelige Kapel i graven anført af koncertmester Emma Steele og ledt af dirigenten Vassilis Christopoulos, er Benedict Andrews’ iscenesættelse af MACBETH i Operaen en ubetinget succes.
Det eneste spørgsmål er, om du når at få fingre i en billet før der er udsolgt.
Benedict Andrews’ MACBETH spiller i Operaen på udvalgte datoer mellem d. 5. – 26. september, 2026.
Foto Miklos Szabo