Anmeldelse: LOV MIG ALDRIG AT GLEMME // AKT1 & Blaagaard Teater

⭐⭐⭐⭐⭐

Nej, det går ikke Noa!

AKT1 og Blaagaard Teater lader for tiden Niels Erling iscenesætte Marie Bjørns LOV MIG ALDRIG AT GLEMME på Nørrebrogade, og historien om forelskelsen mellem den unge mand i 30’erne og den modne kvinde i 60’erne, er et fuldmodent kammerspil af de bedre. For ikke alene er der den markante aldersforskel mellem de to, der er også forskel på de forelskede menneskers hudfarve, så der er nok af fordomme og udskammende relationer at tage fat på. Og da makkerparret Erling og Bjørn som bekendt ikke ved noget bedre – så er det en intens leg med følelser der ruller over scenen på Blaagaard Teater.

Vi var gået fra hinanden – eller var vi?

Med et helt fantastisk kropssprog af Tammi Øst, der som Nana snor hele salens publikum om sin lillefinger med et koket forelsket blik, en uudgrundelig mine eller en overraskende håndbevægelse, tager historien fart fra start af. Og man skal holde godt fast, for når Nana, sammen med Noa – spillet af den endnu ukendte Christopher Nallo – tager os med på deres kærlighedsfortælling hvor de når at gå fra hinanden mere end et dusin gange, så er det aldrig det der reelt sker på scenen der er det vigtige, men i stedet alt det der ligger bagved, alt det der ligger usagt tilbage efter skænderiet, alt det de to tænker at andre folk tænker – og dømmer dem på.

Jeg ser kun de andres blikke, dommen i deres blikke.

Marie Bjørns fine manuskript rummer en uendelig og grundlæggende usikkerhed hos mennesket som reflekterende skabning, for uden behovet for anerkendelse og accept fra din omverden, kunne vi alle betydeligt nemmere være tættere på lykken. Men spørgsmålet er jo så, om den lykke du finder, i en verden blandt mennesker der ikke hungrer efter accept, er den fuldkomne lykke.

En feteret og prisbelønnet stjerne overfor en endnu ikke færdiguddannet skuespiller lyder umiddelbart som et ulige match, og en urimelig konstellation i et kammerspil hvor der kun er to på scenen, og deres karakterer endda er et elskende par. Men vidunderlige Tammi Øst, og Christopher Nallo der er i scenetjeneste fra Den Danske Scenekunstskole i Odense, er tilsammen pragtfulde som de både elskende, reflekterende, og tvivlrådige Nana og Noa i Niels Erlings iscenesættelse af Marie Bjørns tekst.

Vi har sagt farvel før.

Det er ikke nogen nem tekst der bliver realiseret på Blaagaard Teater, for Marie Bjørns tabubelagte LOV MIG ALDRIG AT GLEMME rammer ned i så mange sandheder, der både skal italesættes og handles på, at en iscenesættelse uundgåeligt vil blive diskuteret og opfattet forskelligt. Normalt ved en premiere er der en konsensuslignende høfligt positiv stemning i salen, men ved premieren på Blaagaard Teater var der en markant forskellighed blandt publikums reaktioner, og der var stor forskel på hvor folk grinede eller græd. Stor cadeau til AKT1 og Blaagaard Teater for at tiltrække et diverst publikum, og for at smide høfligheden overbord, og gå all in med en forestilling der rokker ved konsensus.

Let’s rock the boat together.

LOV MIG ALDRIG AT GLEMME spiller d. 14/11-07/12 2024 på Blaagaard Teater.

Foto: Rumle Skafte

SE MERE HER OM AKT 1 & LOV MIG ALDRIG AT GLEMME PÅ BLAAGAARD TEATER