Anmeldelse: LES MISÉRABLES // THE ARENA MUSICAL SPECTACULAR, Royal Arena

⭐⭐⭐⭐⭐

Stor, større, størst. Victor Hugos legendariske roman Les Misérables har gået sin sejrsgang som musical verden over, og efter musicalen med succes har spillet i Londons West End nu i 40 år, og man siden 2021 også har kunnet høre de kendte sange som staged concert, er den helt store produktion LES MISÉRABLES – THE ARENA MUSICAL SPECTACULAR nu kommet til København og Royal Arena.

Og ja, lad det være sagt med det samme – det er stort.

For dem der ikke kender historien, så handler Victor Hugos drama kort fortalt om Frankrig i begyndelsen af 1800-tallet, hvor straffefangen Jean Valjean, der lige er blevet prøveløsladt efter 19 år i fængsel, forsøger at komme på fode igen og blive et bedre menneske. Han møder kvinden Fantine, der også lever på bunden af samfundet, og Valjean lover at tage sig af Fantines datter Cosette, som er blevet placeret hos et usselt par der udnytter pigen. Alt imens fængselsinspektøren Javert jagter Valjean som en blodhund, for at spærre ham inde igen.

Da Hugos drama udspiller sig over en periode på 15-20 år i begyndelsen af 1800-tallet, omhandler dramaet også den såkaldte juli-revolution, hvor idealister og undertrykte gik på barrikaderne i Paris, og kæmpede en blodig kamp for at afsætte den upopulære konge Karl 10. Så Les Misérables er altså et billede af et Frankrig i oprør, samt en straffefanges kamp for at blive et bedre menneske, alt sammen selvfølgelig krydret med både varmblodet kærlighed, det godes kamp mod det onde, og en hel del humoristisk pisk til folk der ikke opfører sig ordentligt. Kort sagt er Les Misérables et episk værk, der som musical også har adskillige ørehængere der ikke forlader dig foreløbig.

Og den engelske produktions flotte besætning er også rimeligt overvældende, både mht solister og orkestret, der ikke bare spiller live, men også med al den elektroniske forstærkning man kan ønske sig, hvis man sidder på bageste række i den store Royal Arena. Med sangere som Killian Donelly og Bradley Jaden som Valjean og Javert, Channah Hewitt som Fantine, og Aviva Tulley som Éponine, der dør som den første på barrikaderne, får du en sangeroplevelse på et niveau vi sjældent ser i Danmark.

Så det er hvad du kan forvente i LES MISÉRABLES – THE ARENA MUSICAL SPECTACULAR, blot er oplevelsen i Royal Arena blæst op til max, så alle 4.800 forventningsfulde gæster kan svælge i de store følelser. For Les Misérables er et overload af følelser, der i den store arena version – sammen med musikken og sangene – rammer dig som en flodbølge. En bølge af lys og lyd, plus de store skærme med dramatiske videobilleder og live nærbilleder af solisterne – alt sammen noget den berømte hitproducent Cameron Macintosh har forberedt til dig, ned til den mindste detalje, og ud i de yderste ekstremer. For det kan ikke blive stort nok hos Macintosh, der også står bag mega musicalhits som Cats, Oliver, og The Phantom of the Opera.

Så om LES MISÉRABLES – THE ARENA MUSICAL SPECTACULAR er perfekt eller for meget, det kommer helt an på den enkeltes publikummers præferencer. For det er ikke det samme som at sidde i et intimt teaterrum og føle du er en del af opgøret mellem Javert og Valjean, eller småtude når Fantine dør, for det er simpelthen umuligt pga. arenaens størrelse, lydens volumen og lysshowets storhed. Men er du til de helt store armbevægelser, elsker du når lyskasterne blænder dig når skuddene falder på barrikaderne i Paris, og nyder du at blive blæst bagud i sædet, når vidunderlige sangere som Killian Donelly og Bradley Jaden skruer helt op for de store hits som Do You Hear the People Sing og One Day More – ja så er du på rette sted, og du bør suse ud i Royal Arena mens tid er.

LES MISÉRABLES – THE ARENA MUSICAL SPECTACULAR spiller i Royal Arena d. 27/11-1/12 2024.

Foto: Danny Kaan

SE MERE HER FRA LES MISÉRABLES – THE ARENA MUSICAL SPECTACULAR I ROYAL ARENA

Og hvis I skal spise før forestillingen:

SE ANMELDELSEN AF KONCERTMENUERNE PÅ RESTAURANT SUKAIBA