Anmeldelse: LEANING TREE // Dansk Danseteater & Copenhagen Phil, Store Scene i Skuespilhuset

⭐⭐⭐⭐⭐

Er det virkeligt eller er det kunstigt skabt? Bliver vi der sidder i salen narret, forført, forledt og forblændet? Dansk Danseteater og Copenhagen Phil spiller i disse dage sit publikum et puds, når de i fællesskab præsenterer den dugfriske nye forestilling LEANING TREE i Skuespilhuset. Et værk der både er en svævende, illusorisk og forblændende koreografi af Fernando Melo på scenen, og et helt nyt symfonisk værk af Signe Lykke, der har placeret Copenhagen Phils 47 musikere rundt omkring i scenerummet, så hendes toner rammer os som en blanding af surroundsound og et bagholdsangreb.

Værkets smukke rammer på scenen – hvor Raphael Frisenvænge Solholm i samarbejde med Melo har skabt en enkelt væg der folder sig nænsomt om danserne, understreger konflikterne, nedbryder fysikkens love og tilsidesætter logikken – er et lille mesterværk i sig selv.

I farvetoner og et lysdesign som er en Vilhelm Hammershøy værdig, lader Raphael Frisenvænge Solholm og Ferdinand Melo danserne Jessica Lyall, Edward Pearce, Lukas Hartvig-Møller, Bradley Waller, Leticia Silva, Yi Shao Li, Kristin Bjerkestrand, Lúa Mayenco Cardenal, Merete Hersvik og Jens Schyth Brøndum bevæge sig ud i ekstremiteter og umulige bevægelser, mens Copenhagen Phils toner løfter salen til et niveau som den faktisk slet ikke er bygget til. Skuespilhusets store scene er bygget til tale teater, hvor lyden lægges død næsten før den siges, men hvor det er fantastisk for en skuespiller, lige så udfordrende er det for en musiker hvis toner slet ikke hjælpes af salen, som den ville være blevet i en koncertsal som f.eks. Operaen.

Copenhagen Phils musikere på balkonen i Skuespilhuset

Men komponisten Signe Lykke har i LEANING TREE skabt et symfonisk værk hvor tonerne nærmest slås mod de udfordrende forhold. Og lige som Fernando Melos udfordrende koreografi, sætter Signe Lykkes komposition sig ud over alle love og gældende aftaler, og lader Copenhagen Phils eminente musikere – med dirigent Christian Øland i spidsen – bryde igennem vores fordomsfulde forventninger, og præsenterer os dermed for et unika af et værk, hvor musikken rammer os fra alle sider. Bogstaveligt talt.

LEANING TREE opføres i Skuespilhuset d. 21-23. oktober 2023.

Foto: Natascha Rydvald

SE MERE HER