Anmeldelse: KONG LEAR – DADDY ISSUES // Husets Teater

⭐⭐⭐⭐

Far. Jeg har prøvet at skrive en tekst til dig, du kunne sige.

Liv Helm har dekonstrueret Shakespeares dramatiske klassiker KONG LEAR til ukendelighed, men direktøren fra Husets Teater – og instruktør par exellence – har i samarbejde med forestillingens to medvirkende, Dejan Čukić og Nanna Cecilie Bang, skabt en lille ny klassiker med KONG LEAR – DADDY ISSUES.

Forestillingen, der godt nok tager udgangspunkt i Shakespeare dramaet hvor Kong Lear gør sin datter Cordelia arveløs, handler om alle de daddy issues der ligger og lurer i far/datter forholdet, og ikke mindst – om fejlene er tilgivelige. Og Nanna Cecilie Bang er med sit nærværende og stærke spil overalt på scenen i Helms drama – ikke mindst inde under huden på sin fædrene ophav.

Den karismatiske Dejan Čukić er tilbage efter 10-12 års fravær fra den levende scenekunst, og det er skønt at se at han ikke har glemt sin professionelle scenekunnen. For i samspillet med Nanna Cecilie Bang får han brug for alle de superkræfter en far nu har, og al den kærlighed som en forælder skylder sit barn.

Jeg elsker dig, men jeg kan ikke tilgive dig.

På scenen, som scenograf Christian Friedländer snedigt har udfærdiget som en arena af kviksand, har Nanna Cecilie Bang tænkt sig at gennemspille sit eget uforløste forhold til sin far, og vi bliver således vidne til en intens omgang meta teater på Husets Teater, hvor Shakespeares ord blandes med Liv Helms replikker i skøn og syndig forening. Čukić forsøger desperat at fastholde sin Kong Lear rolle, og dermed protagonistens privilegier – men Nanna Cecilie Bangs Cordelia kaster sig frygtløst ud i sit opgør med faderen, der i datterens øjne har svigtet hende. Og det gør ondt. Ikke bare på datteren, men også på den far der forsøger på at retfærdiggøre sine handlinger – både i Shakespeares og i Helms verden.

Og når en storm af Shakespearianske dimensioner rammer den betonomkransede kviksandsarena, og Kong Lear – efter at være smidt på gaden af sine andre to døtre – kæmper med sine dæmoner i regnen, så bygger Cordelia rede, og inviterer sin far på varme popcorn i teltet. Er der en forsoning på vej? En undskyldning? I Liv Helms nærgående far/datter portræt kæmper Cordelia for Lear, mens Lear kæmper mod dæmoner. Og begge synker de ned i kviksandet, for der er intet quickfix når det gælder Daddy Issues.

KONG LEAR – DADDY ISSUES spiller på Husets Teater d. 9. september – 7. oktober 2023.

Foto: Christian Friedländer

SE MERE HER