⭐⭐⭐⭐⭐
Queer power, extreme vulnerability, and intense beauty.
Jules Fischers koreografiske styrke ligger ikke kun i den virkelighedskritik som værket IT DOESN’T LOOK LIKE ANYTHING TO ME accentuerer, Fischers suveræne visuelle overblik og den oplagt billedskabende nerve i koreografien viser også kunstnerens blik for samtidens trang til overdreven positionering.
Performanceværket er skabt sammen med komponist og cellist Josefine Opsahl, der ligesom Fischer dyrker det usagte og det skjulte, og derfor ikke bare accepterer celloens traditionelle rolle i den klassiske musik. Opsahl udvikler, forstærker og understreger følelser når hun går i ét med sit instrument, og i IT DOESN’T LOOK LIKE ANYTHING TO ME skaber den prisvindende cellist et inciterende soundscape, hvor den rene cellolyd intensiveres når Opsahls BFF multieffektpedal tages i brug.
Værkets fire performere, Andreas Haglund, Beck Heiberg, Jupiter Child og Thjerza Balaj er i Fischers koreografi essensen af performativ tænkning, og hver især er de små levende kunstværker i deres udtryksfulde og opmærksomhedskrævende bevægelser. Andreas Haglund som den agile, tempofyldte og flirtende, Beck Heiberg som den mere direkte kælne og farligt insisterende, Thjerza Balaj som den overlegne Zlatan der bader sig i folkets hyldest, samt Jupiter Child der i sin udstråling personificerer magtens brynje, og nærmest svæver over vandene i IT DOESN’T LOOK LIKE ANYTHING TO ME.
Jules Fischer & Josefine Opsahl viser med værket på Arts & Activism scenen Platform at de ikke er bange for direkte kontakt med en uforberedt crowd, og publikum på Roskilde Festivalen – både de tilfældigt forbipasserende og de mere forberedte – tog imod invitationen med åbne arme, og slugte grådigt IT DOESN’T LOOK LIKE ANYTHING TO ME i store lunser.
Foto: Lau Koeller, Sceneblog