⭐⭐⭐⭐⭐
Sydhavnen fryser til is.
Jeg giver min jakke til en kvinde på en tankstation, in the middle of nowhere.
Jeg er jer, I er mig. Vi sidder i en bil. Jeg knipser med fingrene, og det bliver mørkt.
En isnende kulde der nærmer sig, og en omklamrende misogyni som eneste alternativ. Koreograf Tina Tarpgaard og dramatiker Amanda Ginman har med ISNÆTTER iscenesat et værk – baseret på forfatteren Anna Kavans roman ICE – så Sydhavnen fryser til is.
Hvis der var nogen der var i tvivl om koreografiens berettigelse i dramaet, så kan det anbefales at tage til Sydhavnen for tiden, nærmere bestemt til Spor10 i Jernbanebyen, hvor Sydhavn Teater residerer mens Kapelscenen i Østre Kapel bliver renoveret. Og her, i en flad rå industrihal, viser kunstnerisk leder og koreograf Tina Tarpgaard hvordan koreografi og dramatik hånd i hånd kan skabe ekstraordinært levende kunst. Ikke introvert eller ekskluderende kunst. Bestemt heller ikke behagelig kunst. Men kunst der tager pusten fra dig i sin præcise kunnen, og giver dig hjertegalop med sin ubarmhjertige fortælling om en verden i forfald. En verden hvor klimaforandringer er på vej til at fryse kloden til is, og den omsiggribende misogyni er normalen.
Han vil redde hende. Hun vil ikke reddes.
I den mareridtsagtige historie i ISNÆTTER følger vi en mand (Mathias Rahbæk), der i sin jagt på en kvinde (Nanna Finding Koppel) – i en fremtidsverden af is – bliver tiltagende vanvittig. Fra begyndelsen, hvor hele scenerummet er en Karesansui – eller Zenhave om man vil – hvor manden med omhyggelige bevægelser river sandet i snorlige striber og hvert et fodspor sætter umiskendelige spor, til tidspunktet hvor han bryder sammen, er vi ham – og han er os.
Gennem hans sind, og hans tanker, møder vi både virkelighed og fantasi, når et sammensurium af kærlighed, begær, jalousi og beskyttertrang, samt angsten for kontroltab og frygten for at miste, udfolder sig i mange former. Ikke mindst i form af skizofrene tanker, hvor manden møder sin indre tyran i form af kommandanten (Thomas Bentin) og kvinden deler sig i to med den vilde danser (Anastasia Krasnoshchoka), der ikke lader sig undertrykke.
Huskede ikke frivilligt.
Med det formidable hold af skuespillere og dansere fanger og fortolker Tarpgaard de følelser, som de alt for præcise forudsigelser har vækket siden 1967, hvor hverken klimaforandringer eller misogyni fyldte spalterne i den vestlige verden. Og sammen med dramatikeren Amanda Ginmans vidunderlige sans for ord, danner de to meget forskellige kunstnere et helt nyt værk, der lige nu fryser Sydhavnen til is, men fortjener at komme rundt i Danmark.
Og lad mig understrege, at man bestemt ikke behøver at kende Anna Kavans roman som ISNÆTTER er baseret på, forestillingen på Sydhavn Teater er et selvstændigt værk, der lever og ånder i egen ret. Tina Tarpgaards vidunderligt nærværende koreografi former og indrammer historien, og den samskabende instruktør Malou Paludan Keiding har fokus på Amanda Ginmans helt nye tekster til Nanna Finding Koppel og Mathias Rahbæk, så ord og bevægelse går i et i den ubehageligt afstumpede verden, som jo desværre ligger alt for tæt på virkeligheden.
Lemurerne synger i værkets 5. krop.
I en levende scenografi af sand og plastik der er tænkt og skabt med bevægelse in mente, har Tina Tarpgaard og hendes scenografiske interaktionsdesigner Thomas Kaufmanas udviklet softwaren der styrer den 5. krop på scenen – plastikken. Og med både kraner og performernes interaktion bliver plastikken uhyggeligt levende, begrænsende, klaustrofobisk og manipulerende i sin blotte tilstedeværelse, der understreges og fremhæves i Andreas Buhls legende lysdesign, og ophøjes i komponist Laurits Jongejans iskolde og uudgrundelige lyddesign, hvor lemurernes sang lyder for at markere territorium.
Sydhavn Teaters ISNÆTTER spiller på Spor10 i Jernbanebyen d. 10. – 30. maj, 2026.
Foto: Rumle Skafte