⭐⭐⭐⭐⭐
Fortolkningens fortolkning. Sigrid Johannesens fortolkning af mænds – og Danmarks – fortolkning af Færøerne, er i hendes iscenesættelse af BARBARA både underholdende og med vanligt Johannesensk svirp med krabasken. Og som publikum på Aarhus Teaters Scala scene når du kun lige at læne dig tilbage for at nyde teatrets gode skuespillere, før Johannesen rammer dig i din bedrevidende koloniale arrogance. For sådan var det jo slet ikke.
Lige så sikre vi i Danmark er, når vi tænker på Færøerne, lige så sikker i sin overbevisning har instruktøren Sigrid Johannesen været, da hun sammen med dramaturg Hanne Lund Joensen bearbejdede forfatteren Jørgen-Frantz Jacobsens roman BARBARA fra 1939.
Og det er endt med en både malerisk, dramatisk og til tider morsom forestilling, der alt sammen bare skal lulle os i en Tornerosesøvn med smil på læben, indtil Johannesen kærligt vækker os med en lussing. For hvem var Barbara egentlig, og hvem har retten til at beskrive, fortolke eller måske endda lyve sig til en stor fortælling om den vilde kvinde på Færøerne.
Som en anden tilrejsende kongelig – ingen nævnt, ingen glemt – forsøger præsten Poul Aggersøe at blive en af flokken på Færøerne, men lige lidt nytter det, for færingerne har gennemskuet den forkyndende dansker, og den eneste der tilbyder sit selskab, er den smukke, men promiskuøse præsteenke Barbara. Og den stakkels præst falder hurtigt i gryden.
Det er to af Aarhus Teaters egne unge stjerner – Emil Busk Jensen og Marie Boda – der spiller den danske præst Poul og den færøske kvinde Barbara, og de er begge to aldeles pragtfulde i forestillingen, som også giver plads til et stort cast fra teatrets fine ensemble, der med Emil Prenter i spidsen spiller alt fra forsmåede mænd og søens folk, til kloge koner og underjordiske huldaer.
Men historien om Barbara er Jørgen-Frantz Jacobsens, der jo var en mand, og historien om den vilde (læs liderlige) færøske kvinde, var gefundenes fressen for kolonimagten Danmark. Så hvem skal ret beset viderebringe og definere hvem den færøske kvinde egentlig er, det er spørgsmålet der presser sig på i Sigrid Johannesens fortolkning. Det skal i hvert fald ikke passere i stilhed. Stilhed findes ikke i Johannesens ordbog.
David Gehrts ø-scenografi i BARBARA er et nummer for sig, og ret vild i både volumen og rummelighed, for ikke bare er hele den grønne ø klar til at dreje sig efter dramaet i historien, øen går også fra fest til frygt på no time i Súni Joensens lysdesign. Fra bryllup og kædedans, til grumme huldaer der siver ud mellem klippernes revner. Rent billedligt er Barbara en fest.
Men også Færøernes grundlæggende lyd og toner bliver taget alvorligt, og komponisten Marie Koldkjær Højlund har til BARBARA skabt det fineste lydbillede, der med sangere fra Aarhus Teaters kor hele tiden lurer i baggrunden – som et uundgåeligt billede på færøsk sjæl.
Og netop den færøske sjæl, og den færøske selvstændighed, bliver italesat af Johannesen før vi lov til at gå hjem.
For som tidligere nævnt, så får publikum ikke lov til at opleve forestillingen BARBARA blot til lyst. Marie Bodas Barbara går nemlig på barrikaderne til sidst, og minder os om at vi hele tiden reproducerer koloniale overherredømmetanker, og vi måske skulle tænke os lidt mere om, før vi smilende istemmer begrebet Rigsfællesskabet som paradis på jorden. Det kunne jo være Færøerne hellere ville være sig selv – hvis de selv kunne bestemme.
BARBARA spiller på Aarhus Teaters Scala-scene fra d. 2. maj til d. 6. juni, 2026.
Foto: Rumle Skafte