⭐⭐⭐⭐⭐⭐
Anna var klassens klogeste, og smukkeste, men skytten skød Annas smil væk.
Den finske folkesanger Erika Hammarberg er pigen Markétas ånd, der med traditionel finsk karjankutsuu og sit høje og gennemtrængende hyrdekald minder alle om fortidens synder. Men når den smukt udtænkte samfundsscenografi i Simon Stones iscenesættelse bare drejer sig en smule, så sidder vi til bords med de glade bryllupsgæster der skåler og smiler med bruden Stella, som intetanende er på vej ind i et morads af skyld, dårlig samvittighed og skjulte hemmeligheder.
Operaen INNOCENCE, med musik af Kaija Saariaho og original finsk libretto af Sofi Oksanen, er intet mindre end en veritabel storm af grusomhedens toner og den sorte samvittigheds tanker, i et musikdramatisk værk der ikke bare er hjerteskærende smukt i toner og ord, men også et dramatisk værk der vil blive husket for sin barske, om end subtile samfundskritik.
Med sopranen Sofie Elkjær som den naive brud Stella, tenoren Magnus Vigilius som brudgommen Tuomas der bestemt ikke deler alt med sin brud, og den hollandske mezzosopran Francine Vis som tjeneren der til sidst røber alt, er operaen i trygge hænder rent sangmæssigt – men det er så også det eneste der kan betegnes som trygt ved INNOCENCE i Operaen i København. For det er en genialt udtænkt utryghedsskabende iscenesættelse af Simon Stone der er kommet til Danmark, hvor genopsætningsinstruktør Sybille Wilson har fået ansvaret for at få Stones fantastiske verden til at passe ind i Operaen. Der er ikke et sekund hvor vi kan slappe af, der er ikke et sekund hvor du tør blinke.
Rent musisk er operaen knivskarp som Hitchcocks værker var det i filmens verden, og scenografen Chloe Lamfords sindrigt udtænkte drejeverden, der i samarbejde med James Farncombes præcise og retningsbestemmende lysdesign ruller sandheden nærmere og nærmere mod afgrunden, er ligeledes altafgørende i den smukke iscenesættelse.
Den grundlæggende idé i INNOCENCE, med flere historier der foregår sideløbende, og vises i en roterende scenografi, er i princippet såre simpel. Men i Stones iscenesættelse bruges det imod os, og hvad vi for et øjeblik siden troede vi havde styr på, det ændres med et scenebillede, en sætning, et blik eller en af Kaija Saariahos grusomt smukke toner. Toner i en komposition, der med en fantastisk Elena Schwarz i graven foran Det Kongelige Kapel, sendes ud i Operaen som var det en ragekniv på din hals – du holder vejret, og du ved ikke hvad der venter.
Hele fortællingen om en ubærlig tragedie, der sætter uudslettelige spor hos både efterladte, involverede, og alle dem som stadig går og tænker de burde have gjort noget, er frygtelig i sin grundessens. Men i operaen INNOCENCE sejrer Kaija Saariahos musik og Sofi Oksanens ord over ondskaben – hvis en sådan findes – og i det musikdramatiske værk, hvor Simon Stones iscenesættelse pirker til din dårlige samvittighed og får dig til at tænke, finder vi trods alt også roen og troen på fremtiden.
Ich kann nicht zur Arbeit gehen. I can’t board a plane. No puedo ir al Teatro, o al cine.
Første akt i operaen INNOCENCE, der synges på ni forskellige sprog, viser de efterladtes traumer i den lille by hvor tragedien fandt sted. I sidste akt er der ikke mere at sige.
INNOCENCE vises i Operaen på udvalgte datoer i perioden d. 1/10 – 6/11, 2026
Foto Miklos Szabo