⭐⭐⭐⭐⭐⭐
Giv mig din vrede.
ILIADEN på Betty Nansen Teatret er rystende. Rystende god.
Det var angiveligt den græske digter Homer der oprindeligt skrev Iliaden, en hyldest til den stolte mand og krigens væsen. Men den norske sceneinstruktør Eline Arbo har sammen med Tom Silkeberg gendigtet fortællingen, og det er denne mere nuancerede og mangefacetterede version, som ligger til grund for Betty Nansen Teatrets ILIADEN, skabt i teatrets tværæstetiske udviklingshub BETTY UDVIKLER.
Og netop fordi forestillingen er skabt under dogmet om udvikling af tværæstetiske genrer, samt kollektive arbejdsprocesser og produktionsformater, er det ekstra spændende at kaste sig ud i oplevelsen af et nyt værk. For ved ethvert nyt eksperiment er der en risiko for at fejle, en mulighed for at eksperimentet flopper og laboratoriet lukker so to speak. Men der er også chancen for at noget nyt og fantastisk opstår – og det er netop hvad vi ser med ILIADEN anno 2023 på Betty.
Historien kort – for dem der sov i timen i Oldtidskundskab – handler Iliaden om trojanerkrigen mellem byen Troja og flere andre græske bystater. Eller mere præcist, om 50 dage i slutningen af den 10 år lange krig, hvor kong Agamemnon kræver at få krigshelten Achilleus’ krigsbytte – pigen Briseïs – udleveret, da guderne har krævet at Agamemnon selv tilbageleverer sit eget krigsbytte – pigen Chrysëis. Achilleus bliver sur, og nægter derfor at deltage mere i krigen, selv om han er den altafgørende faktor for grækerne, hvis krigsheld straks udvikler sig katastrofalt uden Achilleus. Da trojanerne således er ved at vinde, beder Achilleus’ bedste ven Patroklos om Achilleus’ rustning, og da han viser sig for soldaterne, vender krigslykken atter. Men trojanerne har også set hvad de tror er Achilleus, og byens stolte søn, kong Priamos’ søn Hector, slår derfor Patrokles ihjel. Det gør Achilleus rasende, og han slår derfor Hektor ihjel, og skænder hans lig ved at trække liget efter sin stridsvogn. Iliaden ender med at kong Priamos inderligt beder grækerne om at få sin søns krop udleveret, så han kan få en ordentlig begravelse, og kong Priamos kan sige ordentligt farvel til sin elskede søn. Endnu kortere sagt, Homers Iliaden handler om en masse krigsliderlige mænd der slår hinanden ihjel i en uendelig række af hævnakter. Og i øvrigt tager piger som krigsbytte.
Men ILIADEN på Betty Nansen derimod, er et stort opgør med den herskende patriarkalske samfundsstruktur, og den måde hvorpå digte og historiefortællinger er blevet viderebragt i generationer.
Eline Arbo har instrueret med de kollektive arbejdsprocesser i mente, og resultatet er blevet en fremragende forestilling, hvor karakterernes tanker går mere i retning af kærligheden til familien end til krigen, og med enkle midler og storslået skuespil, får publikum helt andre helteskikkelser at se på scenen. Kvinderne er ikke længere blot krigsbytte materiale. Kvinderne har i Arbos version fået stemme.
Du har aldrig mødt frygt, før du har fået et barn.
Ena Spottag er kong Priamos’ søn Hektor, der både er rasende, afmægtig og stolt, men dog alligevel har den ømmeste farvelscene – se coverbilledet – da han grædende efterlader sin kone Andromache, spillet af Xenia Noetzelmann, og deres baby – spillet af en lille harpe.
Og apropos harpe, så er forestillingen i Ida Marie Ellekildes forfalds scenografi spækket med musik, som hele holdet af skuespillere nænsomt breder ud over dramaet. Det er Thijs van Vuure der har kreeret det musiske billede – og de smukke instrumenter skuespillerne spiller på – men igen skal man huske den kollektive tankegang der har præget produktionen på Betty Nansen. I stedet for et afsluttet værk, vil jeg snarere kalde det musiske billede holistisk.
Mathilde Arcel vil jeg ikke længere bare betegne som et kæmpe talent, for hun tager med hver forestilling syvmileskridt i sit skuespil, og er, på trods af sin unge alder, allerede en stjerne på scenen. Og i ILIADEN er Arcel kittet der holder historien sammen, fortælleren der holder rede på de uendeligt mange græske navne, og billedet på uskylden selv i fortællingen.
Anders Budde er som kong Agamemnon sprælsk og morsom som en Chaplin i første akt, men tager sammen med de andre skuespillere i anden akt, et stort skridt væk fra komedien og ind i tragedien. Vi var et my foruroligede over lidt rigeligt med spas i første akt, men det blev gjort grueligt til skamme i anden akt, hvor historien strammer til, blodet flyder, og følelserne rulles ud i takt med plastikken under de mange døde kroppe.
Og da Asbjørn Krogh Nissen som kong Priamos til slut taler direkte til publikum om sin søns død, om den livslange frygt der først opstod da hans søn Hektor blev født, og hvordan frygten først forlod ham, den dag Hektor lå død på slagmarken, så er vi solgt. Jeg havde aldrig troet jeg skulle sige det om et digt fra oldævl i gymnasiet, men ILIADEN på Betty Nansen er rystende. Rystende god.
ILIADEN spiller på Betty Nansen Teatret d. 11. marts til d. 19. april 2023.
Foto: Camilla Winther