⭐⭐⭐⭐⭐
Jeg spræller, jeg spræller. Jeg springer op af vandet. Gisper efter vejret, gisper efter vejret. Jeg spræller, jeg spræller ind i glasfacaderne. Nul ilt, nul ilt.
Librettisten Ida Marie Hedes ord er både levende og empatiske når de forlader munden på Katinka Fogh Vindelev. Men den sprællende laks, som sopranen så magtfuldt gestalter i et virvar af storcenterbesøgende i operaen HOLOGRAMMET – Fjordens Drømmespil, har mindst lige så meget kampgejst og oprør i sig, som Ida Marie Hedes libretto rent faktisk viser sig at have i Randers.
For HOLOGRAMMET – Fjordens Drømmespil (HOLO) er netop et oprørsk værk, et råb om hjælp til Randers Fjord, der lider af iltsvind, hvilket selvfølgelig påvirker alt levende i fjorden. Og det er derfor Katinka Fogh Vindelevs ulykkelige laks spræller rundt på land, ligesom mezzosopran Christina Herresthal som Drømmerhandsken, baryton Asmus Hanke som Det Svajende Ålegræs, samt tenor Christian Damsgaard som Centerets Bankende Hjerte alle mødes i Randers Storcenter, som i operaværket er oversvømmet af den iltfattige fjord.
På bunden af fjorden vrider jeg mig og sover på et hvidt mareridt. Et lagen af iltsvind, hvidt lagen af iltsvind. (Det Svajende Ålegræs)
HOLO er kommissioneret af Randers Kammerorkester, der under den navnkundige dirigent David Riddell fylder værket til bristepunktet med toner af Katinka Fogh Vindelev, der ud over at synge partiet som laksen, også har komponeret operaen. Og ja, der er der brug for et pænt massivt lydbillede i HOLO, der som sagt opføres i Randers Storcenter. For det er ikke mange af de tusindvis af centerbesøgende der ved hvad der møder dem, når de kommer trillende med indkøbsvogne fyldt med wc-papir, lørdagskyllinger og gær – foruden deres unger, der softice-spisende, smartphone-talende og eftermiddagstrætte helt sikkert ikke har valgt opera fremfor det sidste nye pc-spil.
Og dog – for når de fire solister først går i gang, og de i første akt samtidigt bakkes op af et ungdomskor med 80 elever fra 6. klasserne på Korshøjskolen og Randers Lilleskole, så stopper de fleste op og lytter.
Vi er fjordbørn, Blæksæler og algesild, Spruttemonstre og hjertefisk, Ålspætter og tanggræs. Vi har levet i tusindvis af år. Gemt i slammet. I det våde.
Det er den koreografisk arbejdende kunstner Nønne Mai Svalholm der har iscenesat ungdomskoret, og lige som hun i marts, i sin imponerende danseforestilling RED FLAG på Aarhus Rådhus, brugte flag som det bærende element i sin fortælling, så former hun i HOLO de syngende elever så vi ikke kan undgå at se på dem, høre på dem. De flot syngende elever smyger sig ind og ud af storcentrets mange gange, ofte i sælsom interaktion med centrets skærme, hvor billedkunstner Marie Kølbæk Iversen med et videoværk fra bunden af Randers Fjord har overtaget styringen af budskaber og billeder i centret. Man skal være opmærksom for at fange det hele, men har man først opdaget Marie Kølbæk Iversens sarte, affektive værk, får man set alt fra fiskenes perspektiv. Og ikke mindst fra de unge menneskers side – fra fjordbørnenes side.
Jeg er handsken i det grumsede vand, der prøver at rense fjordens bund. Trækker mig fri af algernes vækst. Ånder ind. Frisk ilt. Det kræver ilt at føde drømme. Jeg er Drømmerhandsken.
Mezzoen Christina Herresthal var sart men bestemt som Drømmerhandsken, Asmus Hanke var – som jeg oplevede det – veloplagt syngende, men muligvis en anelse for flagrende som Det Svajende Ålegræs, og operaens heltetenor Christian Damsgaard var decideret morsom som Centerets Bankende Hjerte, der så brændende ønskede sig en kop kaffe samt Masser af Joe. Sandwich og juice. Eller som hjertet sagde: Jeg banker, jeg banker, jeg banker, jeg. Kapitalismens iltsvind dulmes af kærlighed.
Og hvis man så stadig savnede noget i HOLO, så kunne man jo bare svømme hen i Katinka Fogh Vindelev som Den Sprællende Laks, for sopranen leverer i HOLO endnu engang en fremragende performance, både som sanger og komponist – og som laks.
Lige så tilfredsstillende var det at opleve Randers Seniorkor, der lige som ungdomskoret var elegant koreograferet af Nønne Mai Svalholm, dog nu mere alderssvarende, og i en stor halvcirkel i udkanten af centret – med Ida Marie Hedes ord – smukt kommenterede samfundets langsommelighed i forhold til iltsvindet.
Vi er spande med huller i vi er glimt, rynker, langsomhed vi er revnede net vi er glimt, rynker, langsomhed.
Men vigtigst af alt – de fire solister komplementerer hinanden fint rent sangmæssigt, og i librettoen er det spændende at følge de fire karakterers forskellige tilgange, deres udvikling, og deres afsluttende fælles forståelse for fremtiden – deres erkendelse af, at kun sammen kommer vi videre.
Det er dog svært som tilhører at skrive under på at have oplevet det komplette værk, for med et venue som Randers Storcenter, og en første akt hvor karaktererne bevæger sig rundt i gangene – der som sagt er fulde af centerbesøgende på indkøb – kan man ikke være sikker på at have oplevet alt. Men det er ligesom en performance af SIGNA, man får måske ikke alt med, men det man får – det er unikt.
En engageret og præcis David Riddell formåede med Randers Kammerorkester i HOLO at samle rummet med dets umage personsammensætning og aftagende hovedrysten, de to kor fangede hver deres store tilskuerskare, og de fire solister fik både de måbende og de lykkelige tilskuere til at håbe på mere.
Men erkendelsesoperaen HOLOGRAMMET – Fjordens Drømmespil er overstået – og nu kan vi kun håbe på fjordens overlevelse. Og at Katinka Fogh Vindelev spræller videre.
HOLOGRAMMET – Fjordens Drømmespil opførtes i Randers Storcenter d. 5. og 6. april 2024.
Foto: Sceneblog