⭐⭐⭐⭐⭐⭐
Where is the sound of the new world?
Spoken word kunstner Al Agami står i et misundelsesværdigt skarpt skåret jakkesæt foran Copenhagen Phil, og stiller spørgsmålet med sin neverending alvorlige mine, for hvor – eller hvad – er lyden af den nye verden.
Det er et uendeligt smukt melodrama der kan opleves i Lollike, Vestergård og Copenhagen Phils hybridværk FROM THE NEW WORLD, hvor Dvoráks 130 år gamle portræt af Amerika får nutiden at føle. Synergien mellem Christian Lollikes dramatiske tekst, den tyske videoscenograf Astrid Steiners storladne billeder, samt Matias Vestergårds nykomponerede orkesterværk, flettet ind i Antonin Dvoráks følelsesladede og opulente tonemaleri, fungerer upåklageligt i Konservatoriets Koncertsal.
Copenhagen Phil ledes kompetent i det usædvanlige set up af chefdirigent Christoph Gedschold, og mellem satserne i Dvoráks symfoni nr. 9, Fra den nye verden, dukker Matias Vestergårds nyskrevne værk From the new world / Melodrama #1 frem i billedet, sammen med Lollikes drama, der bygges ovenpå Dvoráks egne ord om skabelsen af sit værk i 1893.
Både blandt oprindelige amerikanere, de slavegjorte, nybyggere, samt nutidens mere egocentriske amerikanere, dukker naturen op som en ubestridelig magtfaktor i Astrid Steiners videoscenografi, og det er en voldsom oplevelse at høre Copenhagen Phil sætte sig igennem når de spiller op mod Steiners sansemættede videoportræt.
He saw her hanging in the southern breeze.
Overfor Al Agamis skarptslebne ord står sopranen Juliana Zaras knap så skarpe, men derimod befriende klare stemme, samt skuespilleren og sangeren Simon Mathew, hvis sang og ord samler budskabet i Lollikes tekst, så publikum ikke kun nyder Copenhagen Phils formfuldendte toner, men også forstår og føler med budskabet. Amerika i dag er ikke hvad Antonin Dvorák oplevede og satte i musik for 130 år siden.
Det er en gennemtænkt trio der træder frem på scenen, og Simon Mathew har, i modsætning til den skarpladte Agami og den amerikanske sopran Juliana Zaras grandiose stemme, en skuespillers umiddelbare åbenhed overfor sit publikum. Og da Mathew på et tidspunkt satte sig ned og talte inderligt til det store publikum i Konservatoriets Koncertsal, fik melodramaet også et overraskende moment, hvor følelserne og den mellemmenneskelige forbindelse ramte dybt.
Christian Lollike – sekunderet af dramaturg Anders Djurslev – kan sit kram, ikke mindst når hans ord bliver omgivet af så bred en vifte af kunstnerisk talent, som tilfældet var til FROM THE NEW WORLD // MELODRAMA #1. Dejligt, og prisværdigt, at Copenhagen Phils ledelse også lader orkestrets enorme potentiale vise tænder i en vild hybridgenre, som denne koncert uomtvisteligt må betegnes som værende del af.
Værket FROM THE NEW WORLD // MELODRAMA #1 blev opført i Konservatoriets Koncertsal d. 9. november 2024.
Foto: Kim Matthäi Leland