Anmeldelse: FEMINA FABULA LIVE // Kristján Ingimarsson Company & Egnsteatret i Vordingborg Kommune

⭐⭐⭐⭐

A bruise to the chin. Fysisk ekvilibrisme stjæler som sædvanligt billedet i Ingimarssons forestilling, og publikum, der i FEMINA FABULA LIVE alle er iført hvide engangs-støvdragter fra top til tå, kommer forpustende tæt på de individer som er fundet i pupper rundt omkring på Sydsjælland.

Kristján Ingimarsson Company (KIC) formår i sine vilde universer at give blå mærker, ikke mindst til de frygtløse performere der gang på gang kaster sig ud i Ingimarssons fysiske verden, hvor den dygtige islænding kræver det ypperste af sine performere på scenen. Og FEMINA FABULA LIVE er ingen undtagelse, snarere en gentagelse, for produktionen der har premiere på co-producenten Egnsteatret i Vordingborg Kommunes hjemmebane, er i store dele gentagelser af Ingimarssons tidligere scener og tanker – primært fra værket BLOOM på Nordkraft i 2022, men også fra VR-værket FEMINA FABULA på Pavillon K tidligere i 2024.

Man kan dog også dykke ned i værket og finde detaljer der er nye og vinklinger der er anderledes, og det er klart at når FEMINA FABULA på Pavillon K tidligere i 2024 var et VR-værk, så er enhver IRL-version selvfølgelig ganske anderledes.

Men FEMINA FABULA LIVE benævnes også flere steder som en videreudvikling af Ingimarssons arbejde, og der er i princippet heller ikke noget galt i at lade allerede brugte scener og idéer genopstå i nye værker, man kunne endda anføre, at det er en innovativ måde at give gode værker mulighed for at blive set igen.

Eller, måske kunne et værk af denne kaliber betegnes som endnu en flot jubilæumshyldest til Kristján Ingimarsson, der jo lige har fejret 25år i scenekunstens tegn,  på linje med Pavillon K forestillingen LIBERTY, der jo netop var et udtræk af islændingens mange fine værker. For som en ven udbrød – da jeg påpegede at flere af scenerne var set før – Og hvad så? Det er jo vildt flot det her!

Og han havde jo ret – FEMINA FABULA LIVE, med performerne Ida Frost, Lalla la Cour, Linh Le, Nina Tind Jensen & Noora Hannula, der alle giver sig 100%, er en superfed fysisk forestilling. Et ekvilibristisk værk, hvor det ukendte og det mystiske spiller op imod narrativet om en (måske) ny verdensorden, hvor kvindens væsen og væren ikke længere skal defineres af det mandlige blik. Og det er måske ikke så ringe endda. Blå mærker eller ej.

FEMINA FABULA LIVE spiller på Vordingborg Teater d. 8-12 november 2024.

Foto: Torfi Agnarsson

SE MERE HER FRA FEMINA FABULA LIVE