Anmeldelse: EN TJENESTE // Moribund Performance, i Østre Kapel, Sydhavn Teater

⭐⭐⭐

Jeg tilspørger dig, Navn Navn.

Smuk orgelmusik fylder kapellet og stemningen kryber ind på os. Og det er på trods af scenografien, der med to propfyldte tøjstativer og et rodet makeupbord i midten, mest minder om en genbrugsbutik. Men omvendt – så er det måske lige præcis meningen, for Moribunds performance EN TJENESTE leger med givne størrelser og forventninger om kirkelige handlinger, når de med ansigterne lagt i rette folder taler og prædiker os igennem hverdagen og livets kvaler i en nøje fastlagt form, der annammer liturgiens væsen.

Moribund bruger liturgien i det protestantiske tjeneste-ritual uden blusel, og når orglet samtidigt spiller i Østre Kapel, og en enkelt sanger istemmer salmerne – så bliver vi som publikum på de gamle kirkebænke i kapellet faktisk fanget af liturgiens mesmeriserende rytme.

Performerne Agus Djaja Soewarta, Anja Jacobsen, Charlotte Bergmann Johansen, Sara Hamming og Susana Nunes iklæder sig brudekjoler, kjortler, kapper og andet fra de fyldte tøjstativer, og en efter en læser de op som præsten der prædiker i kirken, men historierne de fortæller, er jordbundne ord om kærlighed, skam og savn, skrevet som var det en dagbog. Ligefremt, fjollet, sorgfuldt eller forelsket.

Du fik mig til at glemme.

Ideen med at bruge liturgien som form – eller koreografi om man vil – er rigtig god, og jeg forstår bestemt hvorfor både Scenekunst- og Billedkunstudvalget hos Statens Kunstfond har støttet produktionen, for Moribund har som produktionsplatform leveret en mængde banebrydende kunstværker. Men efter min mening, så mangler Moribund Performance denne gang en tekst der fremstår stærkere, end den dagbogsformaterede prædiken af Agus Djaja Soewarta og Sara Hamming, som performerne i EN TJENESTE læser op. Og det er synd, for stemningen i kapellet er rigtig god, ligesom orglet, salmerne, og de fine små detaljer som f.eks. kirketjenerens jakke, der har et påmonteret lille skab på ryggen – et skab med en åben dør ind til et oplyst hjerte.

Moribunds kollektive performance EN TJENESTE spiller i Østre Kapel d. 28/9 – 4/10, 2023.

Foto: Franco Adams

SE MERE HER FRA MORIBUND