⭐⭐⭐⭐⭐⭐
Det Norske Kammerorkesters musikdramatiske thriller rykker ikke bare ved vores opfattelse af Sjostakovitj – DSCH Konsertteater er også rystende god i sit redesign af den klassiske musikers gøren og laden på en scene.
Og lad os sige det som det er – den musikdramatiske forestilling DSCH er af en anden verden. For selv om det er Det Norske Kammerorkesters 18 pragtfulde musikere med den finske violinist Pekka Kuusisto i spidsen, der står på scenen – sammen med den efterhånden legendariske Bjarke Mogensen på akkordeon – så er det teaterinstruktørerne Katrine Øigaard Sonstad og Mikkel Harder Munck-Hansen der står bag idéen og konceptet, og sidstnævnte står endda også for selve sceneinstruktionen af de mange klassisk trænede musikere. Og det vender alt på hovedet – alt det vi troede vi vidste om klassiske musikere.
I DSCH – et overraskende dramatisk portræt af komponisten Dmitrij Sjostakovitj – hvor vi med nogle af den russiske komponists kendteste toner, de fire toner D-Es-C-H, besøger og genbesøger udviklingen i komponistens liv, er vi på rejse, både rent fysisk, og på det mentale plan, hvor komponistens værker og toner tager farver af et liv og virke i Sovjetunionen under Stalins åg. Og når livet handler om at finde sin plads, hvad er så mere fortællende end en proppet togkupé, hvor verden suser forbi og lyser ind gennem vinduerne, mens man diskret, men desperat, kigger efter en ledig plads. Togscenen er et smukt eksempel på hvordan det visuelle og det auditive samspil forenes i DSCH.
Det Norske Kammerorkesters musikere – og akkordeonisten Bjarke Mogensen som Sjostakovitj’ alter ego – er i hænderne på den erfarne instruktør Mikkel Harder Munck-Hansen både empatiske, samskabende og performativt fremragende som levende brikker i den bølge af følelser som Sjostakovitj udtrykte med sin fire toner. Ikke ord man plejer at sætte på kammermusikere, der normalt helst ikke skal komme i vejen for de toner de frembringer, men i DSCH performer musikerne som havde de aldrig gjort andet – som var de trænede skuespillere, der havde fået en violin i hånden som en rekvisit. Men misforstå mig ikke – musikernes toner var også vidunderlige, fra bagscenen og helt op på galleriet på Gamle Scene.
Den visuelle designer Lars Egegaard Sørensen har sammen med scenografen Maja Ravn skabt et fænomenalt scenerum i DSCH, hvor smukke og dramatiske flydende tableauer skabt med video, skygger og lys, får forestillingen til at vælte ud over scenekanten. Og dermed blive langt mere end en teaterkoncert, som forestillingen er blevet kaldt i Danmark. I Norge kalder de DSCH for konsertteater, hvilket efter min mening er meget mere præcist, og derfor burde være oversat 1:1 til koncertteater herhjemme.
Forestillingen er i Mikkel Harder Munck-Hansens hænder blevet et overbevisende flot teaterstykke, hvor Bjarke Mogensen og Det Norske Kammerorkesters medlemmer træder ind i en helt ny verden, hvor de ikke længere kan ”gemme” sig bag deres instrument. I DSCH er de alle performere, og selv den fremragende finske violinist Pekka Kuusisto, der rent musikalsk går i front når Sjostakovitj’ til tider nervepirrende musik skal spilles uden dirigent, bliver til et lyslevende stykke dramatik på scenen. Stringent, morsomt, perfekt.
Så bliver det ikke smukkere.
DSCH Konsertteater spiller under CPH STAGE på Gamle Scene i København d. 27. og 28. maj, 2026.
Foto: Magnus Skrede