⭐⭐⭐⭐⭐
Klog komedie og fyrig kærlighed – min sjæl hvad vil du mere. Marius Petipa’s ballet DON QUIXOTE sætter de smukkeste trin på Miguel de Cervantes’ udødelige klassiker, og i Nikolaj Hübbes elegante version bliver både passionen og det forrykte fremhævet under Steffen Aarfings kloge månescenografi.
Når Det Kongelige Kapel med dirigent Matthew Rowe i spidsen fortolker Ludwig Minkus’ formidable musik, bliver den spanske fyrighed for alvor trukket frem. Og med et elskende par – til premieren danset dårende dejligt af Jonathan Chmelensky og Wilma Giglio som Basil og Kitri – der ikke blot er teknisk ufejlbarlige, men også rent menneskeligt fremstår både fejlbarlige og fulde af dramatik i deres kurtiseren, bliver Hübbes DON QUIXOTE til ren magi under den lunefulde måne på Gamle Scene.
Historien om Don Quixote, der sammen med sin tro væbner Sancho Panza drager ud i verden for at bekæmpe verdens ondskab, men ender med at bekæmpe møller, får, og tilfældige forbipasserende, er både fuld af klogskab og dårskab. For den selvbestaltede ridder er også – ud over sine forrykte tanker og drømmesyn – rent faktisk en idealist, der af rent hjerte hjælper overalt hvor han ser uretfærdighed ske. Og så bliver han også ret let forelsket.
Den uheldige helt Don Quixote blev på premieren gestaltet af korpsdanser Mathieu Rouaux, og Quixotes tro væbner Sancho Panza blev levendegjort af lidt af en cameo, da rollen blev spillet af den tidligere balletdanser Alexander Kølpin, nu med stor mave påklistret for at leve op til Sancho Panza karakterens runde og joviale ry som væbner og bondsk drukkenbolt.
Begge spiller jo en stor rolle, og er også både morsomme og handlingsbærende, men i Petipa og Hübbes DON QUIXOTE er det de mange excellente solister og korpsdansere fra Den Kongelige Ballet der gør balletten til noget helt særligt.
Hvad enten det er de vidunderlige kastagnetspillende señores og señoritas der danser seguedillaen, de fyrige toreadorer der stolt knejser med hovederne, eller de otte polkadamer der nærmest flyver over scenen i Annemarie Woods’ farverige kostumer, så fremstår de som uundværlige elementer i Steffen Aarfings elegant farvejusterede arena- og månescenografi.
En scenografi der først virker tilbagetrukket, men senere folder sig ud i takt med historien – og en scenografi hvor månen våger over alt, og i bedste spanske litteraturtradition er udslagsgivende for menneskers gøren og laden. Så når Don Quixote bliver slået ud af møllevingen og i sin forrykthedsdøs drømmer de vildeste drømme, så er det selvfølgelig med en ildrød måne der fylder det meste af bagscenen.
Miguel de Cervantes’ både ynkelige og elskelige Don Quixote kan drømme nok så meget om skønne señoritas og evig ære, men det er Petipa og Hübbes trin der gør balletten DON QUIXOTE til en dårende dejlig klassiker der fortjener et langt og ærefuldt liv.
DON QUIXOTE danses på Det Kongelige Teaters Gamle Scene fra d. 15/3 – 11/4 2025.
Foto: Henrik Stenberg