⭐⭐⭐⭐⭐⭐
Jeg lånte en tåre fra vandet, og græd den igen og igen.
Digteren Inger Christensens krøllede ord og sætninger i stordigtet DET fra 1967, er for længst anerkendt som skelsættende, magiske og forløsende. Så skal man, eller kan man overhovedet iscenesætte ordkunst som Inger Christensens? Svaret er ja – for løsningen er at bede en kunstner fra en helt anden verden om at oversætte DET til et nyt sprog, og det er lige præcis hvad koreografen Esther Lee Wilkinson har gjort. Odense Teaters forestilling DET er det frugtbare møde mellem to sanseorienterede, og på hvert sit felt eminente, kunstnere. Og resultatet – det er ren poetisk musikalitet.
Scenograferne Johan Kølkjær og Marie Chemnitz har skabt scenerummet til DET, og med en kæmpe ø – næsten flyvende foran publikum – fremstår forestillingens fundament som et gigantisk kontinent der rummer alt som vi kender det.
Og netop det at tro man kender noget, fordi vi har ordene til at beskrive det, og at vi har en fælles forståelse af ordenes betydning, og dermed en tryghedsskabende følelse af fællesskab der definerer vores verden, det er afgørende i Esther Lee Wilkinsons smukke fortolkning af Inger Christensens episke DET.
Som en evolutionshistorie indledes forestillingen med at skuespillerne langsomt kravler op af hullerne i jorden, og mens en projiceret lysende planet våger på himlen med spejlinger af hvad der foregår på jorden, begynder stemmer at læse op af Christensens tekst.
Alt hvad vi ejer har vi stjålet fra hinanden.
Mens stemmerne læser op, bevæger spillerne sig med små nøje koreograferede bevægelser på de stole de har fundet i huller på kontinentet, og langsomt begynder de også at blande sig i teksten. De tager over i den oplæsning der nu får ansigter på, og Benjamin Kitter, Claus Riis Østergaard, Klaus T. Søndergaard, Louise Davidsen, Malene Melsen og Viktor Pascoe Medom, der først var umælende væsener der kravlede op af hullerne, bliver dermed til tænkende individer.
De venter på steder hvor de lever mens de venter. Venter på at leve mens de venter. Lever for at leve. Mens de venter. Lever for at leve. Mens de lever. Mens de venter. Mens de lever. Venter. Lever.
Men hvis man troede at det fornemme hold af skuespillere skulle bære Inger Christensens fakkel alene, så kender man Esther Lee Wilkinson dårligt, for balletdanseren og koreografen Wilkinson er et alt for musikalsk væsen til at lade ord eller bevægelser stå alene uden toner. Iscenesætteren har derfor inviteret komponist og musiker Hannah Schneider ind i boblen af kreativitet, hvor ordene i DET skulle vise sig at være uløseligt forbundet til det musikalske.
Og fra det øjeblik hvor Schneider sætter sig ved klaveret, der umærkeligt dukker op af jorden, tager scenekunstværket DET sin endelige form. Et poetisk værk hvor Inger Christensens ord materialiseres for øjnene af os, med Schneiders toners destabiliserende virkning på status quo, men med intet mindre end en apoteosisk tilgang til ordene. Ikke guddommeliggørelse af menneskene, der har skabt ordene. Men af ordene.
Dette er en kritik af enhver poetik.
Med Hannah Schneiders fantastiske toneunivers, det fremragende hold af skuespillere, den simple men forløsende scenografi, samt Odense Teaters huskoreograf Esther Lee Wilkinson som iscenesætter, får digteren Inger Christensen en homage af dimensioner. En homage fra én verden til en anden.
Odense Teaters forestilling DET spiller i Teatersalen i ODEON d. 4/11 – 2/12 2023.
Foto: Emilia Therese