⭐⭐⭐⭐
The world is your oyster.
Anastasia Holst Nørlunds stiliserede eventyr trækker farverne ud af Den Lille Havfrue som vi kender den, men tilføjer et mere voksent og sort/hvidt snit, der gør forestillingen seværdig for feinschmeckere. DEN LILLE HAVFRUE i Skuespilhuset er et musikdramatisk værk – et eventyr for voksne.
Stephanie Nguyen er den lille havfrue – Solea – der drømmer om at forsvinde, drømmer om noget andet end at bo langt nede på bunden af oceanet. Hun har udlængsel som de fleste teenagere, og plager om at få lov til at stige op til overfladen, og møde den verden ovenover som hun har hørt så meget om. Men den 15årige havfrue ved jo egentlig ikke hvad der vil møde hende, og den eneste på havets bund der rigtig ved noget om menneskene og livet ovenover, er havheksen, der bestemt ikke vil Solea det bedste. Men hvem skal Solea lytte til – den besnærende heks, spillet dragende dæmonisk af Rosalinde Mynster, eller den kloge bedstemor, klogt og afdæmpet spillet af Charlotte Fich.
Ligesom i H.C. Andersens eventyr ser Solea en skibbruden mand på stranden, forelsker sig, og må love Havheksen sin stemme i bytte for et par ben, så hun kan kravle op på landjorden og møde sin prins. Og Stephanie Nguyen er som både skuespiller og danser et fund til rollen, med sin flair for bevægelse, og forståelse for teenageren Soleas trængsler og lyster. Så både når Solea under vandet bevæger sig som ålegræsset på havbunden, og på land bevæger sig som en usikker Bambi med sine nye ben, så mærker man trængslerne hos den lille havfrue, der i Anastasia Holst Nørlunds dramatisering er både nutidig og udforskende.
Hvorfor græder mennesker?
Hele stemningen i Anastasia Holst Nørlunds forestilling er utroligt dunkel. Både dramatisk, og rent visuelt i form af Súni Joensens havgusfyldte lysdesign og Julian Juhlins papirklipshvide scenografi. Men også på lydsiden, i Jonas Vests grotteagtige lyddesign og komponisten Markus Artveds natklubs intimiderende musik, når kapelmesterens band af matroser dukker op på bagscenen. Og naturligvis også i teksterne, som Artved og Anastasia Holst Nørlund har skrevet sammen, og hvor vores unge usikre heltinde synger al sit mismod ud.
Eneste lyse, farverige indslag i DEN LILLE HAVFRUE er Lasse Steens prins, der med sit knaldrøde hår og blottede sixpack virker som en magnet på Solea, der aldrig har set mage. Og prinsen er da også i Anastasia Holst Nørlunds eventyr fremstillet som et uansvarligt legebarn, der endda også vælger den lille havfrue fra, og gifter sig med en rødhåret prinsesse, der mere eller mindre tilfældigt var i nærheden, da Solea reddede prinsen fra at drukne. Mænd er da heller ikke til at stole på.
Synes du ikke din stemme klæder mig?
Og netop det med at stole på andre, og verdens uretfærdighed, er en dominerende pointe i DEN LILLE HAVFRUE, hvor både havheksen, prinsen og resten af verden behandler vores heltinde skidt – og Solea nok hellere skulle have været blevet på havets bund med sine søstre.
Men det blev den lille havfrue som bekendt ikke, og med en slutscene hvor Solea står med en kniv i hånden ved siden af prinsens dobbeltseng (og så siger jeg ikke mere), så kan man vist roligt sige at Anastasia Holst Nørlunds dunkle eventyr forbliver både dystert og dunkelt.
DEN LILLE HAVFRUE spiller på Store scene i Skuespilhuset d. 25/4 – 8/6, 2024.
Foto: Camilla Winther