⭐⭐⭐⭐
In vino veritas. Kun en københavnsk diva som Damen med de blå tænder kan bunde en tre liters papvin som en dronning.
Mette Horn er igen ude med riven efter alle der ikke taler lige ud af posen, og med sine efterhånden legendariske blå rødvinstænder, bider hun hånden af alle med sin kompromisløse telling the truth.
I Lotte Svendsens spiddende manuskript, der i et meget lokalt Københavnermiljø inviterer et utal af kulturpersonligheder indenfor til rund fødselsdag, genopstår Mette Horns kultfigur fra Emmas Dilemma i sit helt eget kongerige – den 250 m2 lejlighed i Prinsessegade som hun som tidligere venstrefløjsaktivist nu er endt med – og Damen med de blå tænder kan derfor mageligt invitere masser af gæster til sin fejring. Men vil de mange kulturpersonligheder nu også det?
Folketeatrets forestilling DAMEN MED DE BLÅ TÆNDER er både vidunderligt indspist og indforstået, og med en gæsteliste til den runde fødselsdag der holder sig indenfor kulturelitens sarte københavnerrammer, kan det tænkes at der er en del rundt omkring i landet der ikke føler sig synderligt underholdt. Men som ærkekøbenhavner, der endda handler i den samme Irma på Christianshavn som Damen med de blå tænder, er det svært ikke at sidde og klukke af grin mens de mange afbud tikker ind hos fødselaren.
Mette Horn udfylder titelrollen eksemplarisk, og man føler næsten med den ældre dame der bare er født uden filter, og kun kan se verden gennem rødvinens bevidsthedsudvidende virkning. Hendes wingman, journalisten Torben Steno, fylder herskabslejligheden med musikalske indslag der måske ikke vinder Dansk Melodi Grand Prix lige foreløbig, men med sine underholdende, animerende og til tider afslørende tekster fylder Steno tomrummene efter de indkomne afbud til UG. Og som Damen med de blå tænders kammertjener, udfylder Torben Steno lige så gerne emotionelle tomrum såvel som tomme glas.
I kan ikke slå os ihjel, det klarer vi sgu selv.
Christiane Bjørg Nielsen spiller bl.a. underboen, en forfjamsket hippie, der er overbevist om at manden med store hænder og fuldskæg der er flyttet ind hos hende, er et uledsaget flygtningebarn der skal trøstes – og Sophie-Marie Jeppesen spiller bl.a. en tro kopi af drengen Børge fra Olsen Banden, der som nonbinær hjemmehjælper er en af de få mennesker, der stadig ringer på hos vores blåtandede veninde i Prinsessegade.
Lotte Svendsen er med sit manuskript hverken bange for at træde forkert, træde i spinaten eller træde nogen over tæerne, men med instruktør Christoffer Berdals sikre fornemmelse for den grænseløse humors implicitte begrænsninger, ender DAMEN MED DE BLÅ TÆNDER som teaterforestilling med at rumme alt det vi andre ikke tør sige højt, og samtidig elsker at hade offentligt.
Skål.
Folketeatrets DAMEN MED DE BLÅ TÆNDER turnerer over hele landet, og spiller på teatrets intimscene Hippodromen d. 18/10 – 16/12 2023.
Foto: Gudmund Thai