⭐⭐⭐⭐
Jeg har en drøm om at blive aktivist.
Sofie Volquartz Lebechs diagnosemonolog BODY ACTS er politisk teater på den stille måde, men omvendt mere larmende og urovækkende i sit budskab end de fleste ville forvente.
Lebech er alene på scenen, i sin seng, med ryggen til, og uden at sige et ord. I et godt stykke tid sidder vi som publikum helt stille og tænker hver vores, men da de fleste godt kender kunstnerens oeuvre, og derfor ved hvad Lebechs værker kredser om, er forestillingen BODY ACTS’ første pointer allerede solidt plantet hos publikum, i al sin ildevarslende stilhed.
For BODY ACTS handler jo netop om alt det man ikke kan, når man er bundet til sin seng pga. en diagnose. Og som Lebech siger det så smukt; hvad kan man overhovedet tillade sig, når man har en diagnose?
Kunstneren har siden 2014 arbejdet med kroppens sårbarhed på scenen, på gaden og derhjemme (BODY ACTS er en del af en trilogi), og på sommerens PASSAGE Gadeteater Festival i Helsingør satte Lebech med sin performance Body Acts – aktioner i det offentlige rum også en tyk streg under sine pointer ved en performativ march gennem byen.
Bærende på skilte med påskriften JEG ER SYG brugte Lebech den stille, men bevægende performance som et forstudie til nærværende forestilling på Teater Får302, og hvis man lyttede til de mange kommentarer som borgerne i Helsingør kom med ved Lebechs march, så forstår man godt hvorfor kunstneren vælger den stille, men direkte form for kommunikation som hendes aktuelle scenemonolog BODY ACTS reelt er.
For Sofie Lebech bliver bestemt ikke stumt liggende i sin seng i BODY ACTS på Får302, hvor drømme, fortid og fremtid blandes til en sprængfarlig cocktail. Med et yderst kompetent bagland bestående af dramaturg Astrid Hansen Holm og lysdesigner Felipe Osorio-Guzman, samt ikke mindst iscenesættelseskonsulent Jon R. Skulberg, bliver Lebechs diagnosemonolog både levende og nærværende med små, men effektive greb på scenen, hvor Lebech piller ved selvforståelsen hos ”raske” mennesker, der ikke altid forstår hvad de står overfor, når de møder en diagnoseramt.
Er brosten politisk teater? Aktivisme?
På et tidspunkt finder Lebech brosten frem, for hvad er egentlig aktivisme, og kan teater eller performance overhovedet kaldes aktivisme?
Og som del af monologen får vi bl.a. fortællingen om Solvognens aktivisme i Rebild Bakker i 1976, hvor aktivisterne nøje planlagde alt fra den ærkeamerikanske Uncle Sam figur der skulle skabe uro, over steder hvor indianer-rytterne kunne skjule sig for politiets helikoptere, til hvordan man skulle kaste svineblod på HM Dronning Margrethe 2. Ligesom vi får fortællingen om hvordan den amerikanske performancekunster Mierle Laderman Ukeles med sit Maintenance Art Manifesto, og ikke mindst hendes aktivisme med mange in-your-face performances, skabte opmærksomhed omkring anerkendelsen af kombinationen af moderskab og kunst.
Alt sammen aktivisme som den diagnoseramte kvinde i sengen ikke kan andet end at drømme om.
Sofie Lebechs monolog i BODY ACTS er således en pose med blandet fra den øverste hylde, den hylde som ofte er umulig at nå med en diagnose. Og med Sofie Lebechs larmende stilhed i BODY ACTS, er der helt sikkert flere der nu er blevet lidt klogere på livet for en diagnoseramt.
BODY ACTS spiller på Teater Får302 i perioden 23 – 29. oktober, 2026.
Fotos Søren Meisner
(foto fra PASSAGE: Casper Koeller)