Anmeldelse: BAMBI ER TILBAGE // How to Kill a Dog, Nørrebro Teater

⭐⭐⭐⭐⭐

Du ku’ være fri som et dådyr!

Blodplettede dådyr, vidunderlige violiner og Emmas uimodståelige crowdsurfende reach indtager Nørrebro med storm.

Emma Sehested Høeg indtager scenen på Nørrebro Teater med bekymret mine, et cute lille dådyr under armen, og i en pels med påskriften FAKE, skrevet med spray. De skyggefulde omgivelser er en forlystelsespark after dark, hvor scenograf Petruska Miehe-Renards kæmpe rutsjebane udgør både himmel og helvede, men lige gyldigt hvor dunkelt instruktør Jennifer Vedsted Christiansen og det tværæstetiske laboratorium How to Kill a Dog iscenesætter den verden, man som mor sætter sit barn i, så overstråler Emma Sehested Høegs stjerneaura det hele. BAMBI ER TILBAGE på Nørrebro Teater.

Men ingen står alene på Nørrebro, og i den absolut betagende, involverende og spot on kommenterende forestilling bliver Emma Sehested Høeg ledsaget af skuespilleren Gustav Giese, der repræsenterer alle de maskuline sfærer man kan tænke sig til. Giese er pragtfuld som brunstig og brovtende hjort når det er parringstid, og ond i sulet som blodtørstig jæger når det er jagttid.

Undskyld jeg ser sådan her ud, kun halvandet år efter jeg har født. Foto: Camilla Winther

Emma Sehested Høeg tager som smuk og feteret stjerne pis på sin egen situation som nybagt mor, når hun med uskyldigt åbenstående mund med røde læber, samt hovedet på skrå og blinkende øjenvipper, snakker direkte til publikum – Undskyld jeg ser sådan her ud, kun halvandet år efter jeg har født – og det er i det hele taget gennemgående for How to Kill a Dogs forestilling, at både tekst og sange rummer de mange dualiteter som verden byder på. Men helt grundlæggende er forestillingen BAMBI ER TILBAGE Emmas måde at rumme et moderskab på – fuld af svirp med pisken, samt al den ømhed hun og How to Kill a Dog trods alt også har overfor den verden vi bebor.

Og så er BAMBI ER TILBAGE også en musikalsk nydelse. Det Aarhusianske strygerensemble Who Killed Bambi spiller live på scenen i BAMBI ER TILBAGE, hvor strygere fra ensemblet alternerer, så der altid er tre strygere – iklædt Petruska Miehe-Renards rasende godt udtænkt blodplettede dådyrs kostumer – der folder Emma Sehested Høegs smukke og nykomponerede overlevelsestoner ud. Genialt greb at lade de vidunderlige strygere – det var cellist Mathilde Helding, violinist Silke Ekmann Kidholm og violinist Thorhildur Magnúsdóttir til premieren – altid stå køligt eksekverende i baggrunden, mens vores glødende stjerne indtager salen med følelser og store armbevægelser, samt en uimodståelig udstråling der rammer helt ud til bageste række i den store sal.

Så så Bambi, mor passer på dig. Foto: Camilla Winther

Og når det første skud lyder, og det gibber i publikum, så tegner det alvorlige billede af verden sig for alvor. Det lille bambi-dådyr er blevet skiftet ud med en barneskuespiller – til premieren var det en fint performende Edith Snegaard Müller – og Emmas kamp for at undgå verdens ondskab, personificeret af Gustav Gieses jæger, tager til. Og i form af flere henvendelser til publikum, samt en live transmitteret FaceTime samtale med en mor på storskærm, får vi også endevendt hverdagssituationer, relationer og opdragelses issues der går igen fra generation til generation.

Men det er hele tiden Emma Sehested Høegs enorme sceneudstråling og musiske talent der løber med de største bifald, så når sangeren og performeren i Emma tager over, og folder sin kjole ud, så den dækker hele scenebilledet, så ved vi hvorfor Nørrebro Teaters forestilling allerede er rasende udsolgt. BAMBI ER TILBAGE er simpelthen bare udstråling og karisma i spandevis.

Forestillingen BAMBI ER TILBAGE spiller på Nørrebro Teater fra d. 22. november, 2025, til d. 20. januar, 2026.

Foto: Camilla Winther

SE MERE HER OM BAMBI ER TILBAGE PÅ NØRREBRO TEATER

HVIS I SKAL SPISE FØR FORESTILLINGEN – SÅ LÆS ANMELDELSEN AF KIIN KIIN TEATER MENU HER