Anmeldelse: BAD MEXICAN DOG // Teater Sort/Hvid

⭐⭐⭐

Jeg er en 15-årig slank beachboy i Cancún. Welcome to Mexico!

Om dagen gør de unge beachboys alt for at please de rige turister, men natten er deres egen, og det er her de kommer af med al deres indestængte vrede, deres uforløste følelser, og ikke mindst deres tilbageholdte kaskader af sperm, som i Joni Eikas litteraturpris-vindende strandeventyr bliver behandlet, talt om, og smagt på som gudernes nektar.

BAD MEXICAN DOG er navnet på et strandeventyr fra novellesamlingen af Joni Eika, Efter Solen, der modtog Nordisk Råds Litteraturpris i 2019. Og nu, i 2026, er det også navnet på iscenesætter Emil Rostrups forestilling på Teater Sort/Hvid, hvor intet er som det ser ud til, og meta lag i forestillingen forekommer oftere end reel handling eller fortælling.

En væske af fuldstændig villighed.

Hvis du er til Joni Eikas stærkt brunstige full frontal tekster, vil du sikkert også sætte pris på forestillingen BAD MEXICAN DOG, hvor lange passager bliver læst op og flettet ind i scenebilledet af Ludvig Brostrup, der spiller den 15-årige nyankomne beachboy.

Ready or not. Ludvig Brostrup og Tani Dibaseys blodige kunst ved poolen. Foto Jesper Berger

Men hvis du ikke er til fortællinger om beachboys der stikker solcreme-indsmurte parasolstænger op i røven, for derefter at kure på måsen rundt om poolen for at skabe flotte mønstre med blodet der siver ud forneden, så er BAD MEXICAN DOG måske nok ikke noget for dig.

Ej heller hvis du ikke finder den politiske vinkel lige i øjet. For der er som sagt flere meta lag i forestillingen, bla. når Tani Dibasey – der både spiller erfaren beachboy og historiens bagmandsagtige chef – falder ud af rollen, for derefter at tale direkte til publikum om problemer som bla. sexturisme og strukturel racisme.

Derimod er situationen helt omvendt, hvis du allerede kender og elsker Emil Rostrups ukontrollerbare iscenesættelser og overgearede underdrivelser. For sammen med Ditte Marie Tygesen og Mikkel Rostrup (GRIF) skaber den unge instruktør med BAD MEXICAN DOG på Teater Sort/Hvid den mest syrede verden set længe, hvor den tredje mand på scenen – komponist og musiker Ruhi Erdogan – med sin lowkey trompet skaber et fantastisk tonebillede, der efterlader os et sted mellem kynisk sexploitation filmmusik og sørgmodige og melankolske toner. I det hele taget er forestillingens lyddesign af Amalie Cecilia Frederiksen (i praktik fra DDSKS) lige i øjet.

Der er ikke mange turister i live, når Ruhi Erdogan og den sidste trompet har spillet på stranden i Cancún Foto Jesper Berger

Og så er der selvfølgelig de ekstra modige. For hvis du bestiller ALL INCLUSIVE billetter til forestillingen, så får du plads på en liggestol midt scenografien, hvor du iført strandtøj leger med, når Tani Dibasey og Ludvig Brostrup giver den gas, på alle tænkelige – og utænkelige – måder. (se mere på hjemmesiden)

Så der er mange måder at opleve BAD MEXICAN DOG på – du vælger selv.

Welcome to Sexico.

BAD MEXICAN DOG spiller på Teater Sort/Hvid fra d. 6/11 til d. 3/12, 2026

Foto Jesper Berger

SE MERE HER OM BAD MEXICAN DOG PÅ SORT/HVID