⭐⭐⭐⭐⭐
Måske har du mere at fortælle end du tror.
Når Jens Jørn Spottag som forfatteren E. M. Forster beroliger trækkerdrengen Leo, er det med en mentors visdom, og en stjerneskuespillers naturlige karisma. Og der er ingen tvivl om at Jens Jørn Spottag i Det Kongelige Skuespils kæmpesatsning ARVEN, leverer en både prægnant og autentisk skuespils præstation, der kommer til at blive husket i meget lang tid. Men Leo, den unge mand der har lagt sit hoved i skødet på det aldrende forbillede, bliver spillet af Jonathan Bergholdt Jørgensen, og det er ham – og de øvrige unge skuespillere – der er de egentlige stjerner i Matthew Lopez’ hjerteskærende drama.
ARVEN er en metafortælling, hvor en stor gruppe unge mænd ikke ved hvordan de skal begynde fortællingen, som alle vi i salen sidder og venter på. Men når forfatteren Edward Morgan Forster træder ind på scenen, bliver tunge skyer til morgenluft for alle, og med forfatteren som fødselshjælper og mentor, kan metafortællingen, og dermed også forestillingen i Skuespilhuset, tage sin begyndelse.
Forfatteren til romanklassikeren Howards End, der også skrev romanen Maurice i 1913, omhandlende den uudtrykte homoseksualitet (romanen blev først udgivet efter Forsters død), er i Matthew Lopez’ ARVEN katalysator for forestillingen, og på fineste vis vævet ind i fortællingen, hvor Jens Jørn Spottag brillerer som ikke bare som Forster, men også som Walter Poole, en af de helt centrale personer i ARVEN.
Toby har fået den femte Martini. Beep.
Replikker og regibemærkninger flyder i en lind strøm i den monsterstore forestilling, hvor fortællingen om vor tids pest, AIDS, der siden 1980’erne har påvirket generationer af homoseksuelle verden over, bliver fortalt i Matthew Lopez’ banebrydende forestilling, om skam, død, og retten til fri kærlighed. Og Det Kongelige Teaters ARVEN er virkelig en monsterstor forestilling. Monstrøs i sin hudløse ærlighed, enorm i sin fysiske ottetimers form på scenen, og en kæmpe mundfuld for det 13 personer store cast som skuespilchef Morten Kirkskov har samlet til Thomas Bendixens storslåede iscenesættelse af Lopez’ mesterværk.
ARVEN er den smukkeste, mest rørende og samtidig ubarmhjertigt ærlige fortælling om et samfund i samfundet. Om det at være udstødt, det at blive accepteret, og om det at beholde sin personlige integritet på trods af både indbyrdes forskelligheder og udefrakommende fordomme. Om medmenneskelighed. Om AIDS og om kærlighed til døden os skiller
Historien vi lader os vikle ind i, går på tværs af forhold, venskaber, familier og generationer, og Lopez’ indsigtsfulde portræt af det homoseksuelle miljø under AIDS-epidemien, hen over flere amerikanske præsidenters regeringsperioder, er lammende præcist. Ikke anglende efter medynk, ikke udleverende i sit til tider meget eksplicitte formsprog, og slet ikke fingerpegende eller bebrejdende – ARVEN er med sin transparente form for historiefortælling bare præcis – og stor kunst.
Toby knepper ham hårdt.
Skuespillerne Jens Jørn Spottag og Morten Kirkskov som smukt, men ikke ukritisk portrætterede repræsentanter for generationen hvor alt for få overlevede, samt en helt fantastisk Alvin Olid Bursøe som den indædte forfatter Toby Darling, der insisterer på at genskrive virkeligheden efter eget forgodtbefindende. Emil Blak Olsen som den oversympatiske Eric Glass, der helst bare vil hjælpe verden, samt Jonathan Bergholdt Jørgensen i dobbeltrollen som både trækkerdrengen Leo og overklassedrengen Adam. De er i princippet allerede det hele værd.
Men ARVENs fantastiske cast er også Magnus Haugaard, Sigurd Holmen Le Dous, Anton Hjejle, Kristoffer Eriknauer, August Issac Carter, Troels Kortegaard Ullerup og Hervé Toure – plus en overraskende tilsynekomst af Karen-Lise Mynster mod slutningen – og det er netop husinstruktør Thomas Bendixens formidable iscenesættelses fortjeneste, at alle som én er uundværlige i fortællingen, hvor forbundethed er essensen, og sygdommen den fælles fjende.
Hvordan kan en oplevelse der er så fantastisk, ende så frygteligt?
Når Eric Glass til sidst står i det store hus, hvor Walter Poole i sin tid åbnede dørene for de AIDS-ramte, så de kunne dø med værdighed, føles det helt rigtigt at scenograf Palle Steen Christensen lader hundredvis af hvide skjorter fortælle om det store antal der ikke overlevede. Lige så rigtigt, som når Thomas Bendixen lader et hold af HIV-smittede træde ud af skjorternes anonymitet, præsentere sig, og varmt omfavne Eric Glass, der vil føre Walter Pooles tanker og gerning videre. Det var i dette hus det gik op for Walter, og nu Eric; enten lukker man op for verden som den er, eller også lukker man den ude.
Det er også en del af arven.
ARVEN kan opleves i Skuespilhuset på udvalgte dage ml. d. 25. marts og d. 13. maj, enten fordelt over to dage, med ca 3 ½ time hver aften, eller som maraton forestilling på ca otte timer inklusive spisepauser m.m.
Sceneblog fik desværre ikke mulighed for at opleve ARVEN som maraton, hvilket jeg ellers er overbevist om ville have givet forestillingen endnu et nøk op på stjerneskalaen. En sammenhængende oplevelse må efter min mening give den absolut største teateroplevelse, for det er ikke altid let at bevare stemningen fra en forestilling henover en eller flere dage, hvor man ikke sidder i salen. Men, men – Matthew Lopez’ ARVEN er stadig en helt outstanding forestilling – om den så deles op eller ej.
Foto: Palle Steen Christensen