Anmeldelse af forestillingsmenuen, forår 2025 på restaurant ALMANAK i Operaen.
De første dage af maj kan rent vejrmæssigt være både og, men udsigten fra fjerde etage i Operaen var som sædvanligt upåklagelig, og da vi skulle ind til premieren på balletten DEN STORE GATSBY, var det oplagt at starte aftenens forestillingsmenu med et glas Champagne, og lige hilse på majestæterne på den anden side af inderhavnen. Det viste sig at være en aldeles udmærket Champagne fra Robert Barbichon, Á Gyé sur Seine, en reserve med ikke mindre end fire druesorter, hvor Pinot Noir med sin andel på 70% var den dominerende, og grunden til vinens fine glød.
Vi havde denne aften valgt en fire-retters forestillingsmenu, hvor første ret var svampe, der både var syltede og friterede. Svamperetten stod på menukortet som værende med Østershatte, men da alt hvad der serveres på ALMANAK er sæsonbestemt, og restauranten hellere ændrer i menuen end at flyve grønt ind fra andre verdensdele, var det dagens levering der bestemte hvilken svamp der blev brugt i retten. Og vi klager bestemt ikke over de gode shiitake svampe der blev serveret for os.
Svampene var som sagt både syltede og friterede, hvilket betød at de mindste svampe var som crispy snacks, hvor de lidt større svampe også var bløde og fyldt med smag inden i – men stadig sprøde. Og da svampene blev ledsaget af en lækkert karamelliseret fløde og lidt ramsløgskapers, var det godt den fik følgeskab af et glas tør, hvid Bourgogne Aligoté.
Forestillingsmenuens anden ret var græskar i flere former, og retten var, i modsætning til de friterede svampe i første ret, hvad jeg vil kalde – en fløjlsblød servering. Selvfølgelig var karrycremen af en anden karakter end græskarrets smag, og den saltede yoghurt i bunden var både frisk og tilpas saltet. Men hele retten, der er toppet med smukt skårne skiver af et græskar, hvis farver uundgåeligt leder tankerne hen på Halloween, er en sart, fløjlsblød servering i egen ret, hvor kun lidt solsikkekerner yder modstand.
Jeg ser personligt altid gerne forskellige strukturer i en servering, og dem var der bestemt ikke mange af her, men min medspiser savnede det slet ikke i den farverige ret, og sådan er vi så forskellige. Men vi var enige om at det sommerlette glas Pinot Noir vi drak til retten var det helt rigtige valg fra restaurantens side – græskarrets lette smagsnuancer taget i betragtning.
Den helt anderledes kraftige Rhône vin fra Gigondas, Les Dessous des Dentelles, fra huset Ch. Croix des Pins, skulle derimod op mod kraftige smage i hovedretten, og havde derfor på samme måde sin fulde berettigelse i vinmenuen, og vores glas, og understregede endnu engang sommelierens gode arbejde i restaurant ALMANAK.
Med sine kraftige grønne farver fulgte hovedretten op på farverigdommen fra forrige ret, og de ekstremt møre grisekæber der var pakket ind i grønt, var både fulde af smag og kraft der krævede sin vin.
Grisekæberne, der blev serveret med sølvbeder og hybenrose, har brug for modstand på tallerkenen. Men jeg må indrømme, at jeg først kiggede med lidt rynkede bryn på de neongrønne glasuragtige striber på kødet, for det lignede mere kage end kød. Men så snart jeg fik sat tænderne i det møre kød og de kraftigt duftende sølvbeder, så forstod jeg sammenhængen i retten – og så kan kokken dekorere sin hovedret som han vil – for det smagte helt perfekt af både flora og fauna.
Til grisen fik vi en skål med kold kartoffelsalat, der i sin lette form var et fint tilbehør til de kraftige smage på tallerkenen, og et fint tilbud hvis man er blandt de meget sultne.
Og da vi stadig havde god tid efter hovedretten, bad vi om at få sidste ret – desserten – serveret med en ostetallerken på siden. Den hører ikke med til menuen, men kan tilkøbes, og den helt simpelt anrettede oste tallerken, med tre mindre oste serveret med hjemmelavet knækbrød og lidt stykker af rabarber på siden, var absolut godkendt af min medspiser, der længe havde haft et godt øje til den på menukortet.
Men jeg er en slikmund, og var mere til desserten, hvor en rabarberconsommé blev elegant serveret med en smuk Tuile på toppen.
Den lækre rabarberconsommé fulgtes ad med både hvid chokolade og en overvældende smag af citron-timian, så den var lige i øjet til en slikmund som undertegnede, og min medspiser syntes da også at hun lige skulle smage sin dessert – og det fortrød hun ikke.
Efterhånden var det dog blevet tid til forestillingen på Operaens Store Scene, hvor premieren på balletten DEN STORE GATSBY ventede, og med små 30 minutter til at mingle før vi satte os i salen, var forestillingsmenuen på ALMANAK så absolut godkendt.
Gode smage og god vin, men ikke for store retter, og det hele serveret i mageligt tempo med stil. Det er sådan en forestillingsmenu skal turneres,
Foto: Sceneblog.dk